Ny radiokæde: Tåge udfordrer Tele-Post
Arbejdet med at bygge de fire nye radiokædestationer fra Uummannaq til Upernavik er udfordret af en sommer med masser af tåge.
Projektet, som skal munde ud i, at borgerne slipper for at være koblet på en satellitforbindelse, skulle oprindeligt være færdig sidste år, men blev forsinket på grund af megen sne.
Store udfordringer
- Selvom vi igen i år møder store udfordringer fra naturens side på fjeldtoppene mellem Uummannaq og Upernavik, gør vi alt, hvad vi kan for at færdiggøre projektet i 2018. Vi indsætter ekstra mandskab til at løfte opgaven i de perioder hvor vejret er godt, fortæller Jonas Hasselriis, direktør for Teknik & IT i Tele-Post i en pressemeddelelse.
En af samarbejdspartnerne, AK Montage, forklarer om arbejdet:
- De første ni dage måtte vi bruge på at skovle sne, før vi kunne starte arbejdet. Desuden har projektet været udfordret af tåge i omkring 40 dage – alene i juni og juli. Vores hold arbejder dog ufortrødent videre, og vi er taknemmelige for den hjælp, som vi får fra de flinke folk i Upernavikområdet.
Markant forbedring
Når arbejdet er tilendebragt vil borgerne i Upernavik opleve, at de får markant bedre og hurtigere forbindelser til radio, tv, internet og telefoni.