Ny kommission skal i arbejdstøjet

Aftalesystemet for løn- og ansættelsesvilkår for de offentligt ansatte skal reformeres, så det bliver langt enklere at administrere. Det er baggrunden for, at Naalakkersuisut har besluttet at nedsætte en ny kommission.

Offentliggjort

Et kommissorium for en ny overenskomst-kommission er i det store og hele på plads, og der vil ikke gå lang tid, før medlemmerne er udpeget. Således er en sekretariatschef ansat med tiltrædelse 1. maj, hvorefter en 13 mand stor stor kommission forventes at tage arbejdstøjet på.

Tårnhøje ambitioner

Ambitionerne om at få ryddet op og nå frem til en langt enklere overenskomststruktur er tårnhøje.

Selvstyret har i dag indgået 24 hovedaftaler, 87 overenskomster og 125 underaftaler med de faglige organisationer, hvilket i 2018 berørte 10.699 ansatte i det offentlige.

Planen er, at få ryddet op i de mange aftaler:

  • der stiles efter én eller få hovedaftaler gældende for alle ansatte på det offentlige arbejdsmarked
  • at hovedforhandlingen mellem Selvstyret og de faglige organisationer tager udgangspunkt i en transparent beskrivelse af samfundsøkonomien og lønstatistikker
  • at der sker en forenkling af forhandlingsprocesserne.

Formålet er at få afviklet overenskomstforhandlingerne langt hurtigere end tilfældet er i dag.

Lokal tilpasning

Det fastslås også, at den nuværende opbygning bør være mere fleksibel i forhold til tilpasning af løn til lokale arbejdspladsforhold.

Desuden fungerer mæglings- og voldgiftssystemet ikke optimalt. Målet er at nedbringe de mange voldgiftssager, da de er meget tids- og ressourcekrævende for såvel Selvstyret som de faglige organisationer.

Netop nu er kommissioriet igennem en anden og sidste høringsfase, hvor mindre detaljer forventes at blive tilrettet. Politisk har Naalakkersuisut besluttet at oprette kommissionen, der skal bestå af en formand, der er udpeget af Naalakkersuisut samt seks repræsentanter fra de faglige organisationer og seks repræsentanter fra arbejdsgiverside: Selvstyret og kommunerne.

Tidsplan

Ideen til at forenkle det offentlige overenskomstsystem stammer fra koalitionsaftalen mellem Siumut, Atassut og Nunatta Qitornai tilbage til den 2. oktober 2018. Herefter har ideen været vendt på en arbejdsgiverkonference i december 2018, og Den Politiske Koordinationsgruppe tilsluttede sig i januar 2019 ønsket om, at planen for en sådan kommission blev iværksat.

Ifølge tidsplanen er sigtet at fremlægge en betænkning for Naalakkersuisut i september 2021. Ifølge finanslovsaftalen for 2020 er der afsat 1,5 millioner kroner i såvel 2020 som 2021 til kommissionens arbejde. Kommunerne skal desuden levere et tilsvarende beløb.

20 fagforeninger skal nu i gang med at udpege seks medlemmer. Blandt nogle af de involverede fagforeninger kan nævnes: lærernes fagforening IMAK, SIK, AK, sundhedskartellet PPK, pædagogernes NPK og akademikernes ASG.

Powered by Labrador CMS