Ny direktør i Visit Greenland: Turismen skal være til gavn for hele Grønland

Anne Nivíka Grødem bliver ny direktør i Visit Greenland. Formanden mener, at hun er den helt rette til at løfte opgaven.

Grønland skal være et godt sted at bo og et godt sted at besøge, udtaler Anne Nivíka Grødem.
Offentliggjort

Visit Greenland har fundet afløseren for Hjörtur Smarason, der blev fyret i april efter kun et år på posten.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra det nationale turistråd.

1. august sætter Anne Nivíka Grødem sig for alvor for bordenden i Visit Greenland hvor hun har været konstituret direktør siden Hjörtur Smarasons afgang. Frem til da var hun næstformand i selskabets bestyrelse, hvor hun har været med til at tage beslutning om den tidligere direktørs afgang.

Det var heller ikke unaturligt for bestyrelsen, som ønsker et øge fokus på turismeudviklingen med et lokalt afsæt, at pege på hende som ny direktør.

Anne Nivíka Grødem kommer fra et job som souschef i Sermersooq Business, hvor hun i en årrække har arbejdet med erhvervs- og destinationsudvikling. Hun er født og opvokset i Ilulissat og har mange års erfaring som iværksætter og projektleder i Grønland.

- Udover at markedsføre Grønland internationalt som destination og dermed tiltrække gæster til landet, så er det væsentligt, at Visit Greenland har fokus på samarbejdet med turismeerhvervet og lokalt, siger formand for Visit Greenland Anette Grønkjær Lings:

Skabe de bedste rammer

Som ny direktør kommer Anne Nivíka Grødem således til at stå i spidsen for Visit Greenlands 2021-2024 strategi “På vej mod mere turisme”. Strategien har et øget fokus på lokal forankring og lokalt ejerskab.

Anne Nivíka Grødem mener, at samfundet står over for store infrastrukturelle forandringer, som giver Visit Greenland unikke muligheder for at udvikle turismen i Grønland.

- Jeg er optaget af at denne udvikling sker som en integreret og værdiskabende del af vores samfundsudvikling. At turismen ikke er afkoblet fra det virkelige liv, som leves her, da det netop er det lokale liv, som vores gæster drømmer om at få lov at opleve og blive en del af for en periode, fortæller Anne Nivíka Grødem og fortsætter:

- Grønland skal være et godt sted at bo og et godt sted at besøge. Derfor er min prioritet, at vi som national visit-organisation skaber de bedste rammer for, at destinationerne udvikler
sig bæredygtigt, og at vores markedsføringsindsatser målrettes gæster med de samme
værdier. På den måde kan vi i fællesskab sikre at turismen kommer til gavn for hele
Grønland.

Powered by Labrador CMS