turisme
Nuuk overrasker turisterne
Visit Greenland har spurgt de udenlandske gæster om, hvad de mener om Grønland og hovedstaden. Det overrasker en del, at Nuuk er SÅ moderne
Forleden kunne Nuuke fejre 285 års byjubilæum. Langsomt, uendeligt langsomt har byen udviklet sig op gennem de to forrige århundreder.
Vi skal således ikke mange generationer tilbage, før man kunne invitere hele byen til kaffemik på én gang.
Men fra 1960erne, hvor de store flytninger fra land til by foregik og boligblokke skød op, gik det stærkt. Befolkningstallet voksede voldsomt, byen blev moderne.
I dag er Nuuk SÅ moderne, at det faktisk overrasker mange af byens besøgende. Det viser resultaterne af en stor interview-undersøgelse som Visit Greenland har gennemført denne og sidste sommer.
Og hvad mener de så, turisterne, om hovedstaden?
Dyrt og grimt
Nogle hæfter sig ved prisniveauet. For tilrejsende kan det virke som røveri ved højlys dag, at de skal give 100 kroner for en flaske bordvin og 72 kroner for en pakke smøger, for ikke at nævne prisen på flyfriske produkter.
Dyrt er det også, når gæsterne skal ud at sejle eller foretage sig andre »turistting«.
- Prisniveauet er bare alt for højt. Jeg kan ikke rigtig forstå, hvorfor vi skal betale så meget for den slags aktiviteter. Det vil afholde os fra at vende tilbage, lyder det fra en af de udspurgte.
Andre beklager sig over skrald i naturen. I stedet for en rensdyrsti finder de en svinesti.
- Nuuk er lidt deprimerende, en smule gråt, og der var meget affald rundt omkring. Jeg forstår virkelig ikke, at folk ikke tager mere hånd om naturen og prøver at holde det rart, udtaler en turist.
En anden mener, at Nuuk ville tabe enhver skønhedskonkurrence:
- Når du ankommer til Nuuk, er det meget smukt, men så ser man al den slum, der er. De grimme blokke og lejligheder. Jeg spekulerer bare over den æra, og hvad der gik galt med konstruktionerne. Hvis det skete derhjemme, ville vi sige, at det har været konstruktionssvigt. Så det negative indtryk, man får som turist, er: Hvad gik der galt her?
Smukt og cool
Andre turister har de positive briller på. De ser skønhed, hvor andre ser skrald.
Sådan her lyder det fra en af de begejstrede:
- Grønland er meget mere struktureret end de nordcanadiske samfund. Alle veje er asfalterede, der er sideveje og busservice. Bygningerne ser ud som gigantiske IKEA-legepladser. Der er meget rent og organiseret.
Nogle er dybt overraskede:
- Jeg kan rigtig, rigtig godt lide Nuuk. Vi hørte alle rygterne, men da vi kom hertil, var det en anden historie. Man hører, at der kun er en butik, men i virkeligheden kommer du til en storby som er mere kulturel, sådan i stil med København.
Fra en anden lyder det:
- Vi var overraskede over, hvor kosmopolitisk Nuuk er. Jeg havde ikke forventet, at levestandarden ville være så høj. Jeg var overrasket over tilgængeligheden af så mange forskellige ting og kvaliteten af alt. Jeg tror, jeg forventede mere end de fleste mennesker gør, men jeg forventede ikke, at der ville være så meget.