Nu begynder høring om Kuannersuit

Naalakkersuisut har den 17. december godkendt at igangsætte den offentlige høring af VVM-redegørelsen og VSB-redegørelsen af Greenland Minerals A/S’ sjældne jordartsprojekt ved Kuannersuit.

Offentliggjort

Et af de største om mest omdiskuterede mineprojekter i Grønland kommer i høring fra i morgen fredag.

Det drejer sig om mineprojektet ved Kuannersuit (kvanefjeld) i ved Narsaq, hvor Greenland Minerals A/S forsøger at få udnyttelsestilladelse til sjældne jordarter og som biprodukt uran.

Mange borgere har under det efterhånden lange forløb om mineprojektet været på gaden for at demonstrere mod projektet, fordi man er bange for biproduktet uran og hvilke miljø- og sundhedsskadelige konsekvenser det kan have for omgivelserne. Tilhængere er på den anden side optimistiske i forhold til muligheden for at skabe job og udvikling i landsdelen, samt skatteindtægter ved et kommende projekt.

Alle kan bidrage under høringen

Og det har været længe undervejs, erkender Naalakkersuisoq for Erhverv og Mineralske Råstoffer, Jens-Frederik Nielsen i forbindelse med høringsstarten.

- Igangsættelse af den offentlige høring markerer et vigtigt skridt for hele Grønland, som har været ventet længe, siger han.

Jens-Frederik Nielsen understreger, at alle interesserede parter under høringsperioden vil have mulighed for at afgive deres bemærkninger og bekymringer.

- Alle bemærkninger vil blive behandlet og blive besvaret i en hvidbog og lægger til grund for den videre opdatering af både VVM- og VSB-redegørelsen, oplyser han.

Høringsmøder flere steder

Høringsperioden vil blive igangsat den 18. december 2020 og afsluttes 12 uger efter den 12. marts 2021. Naalakkersuisut har besluttet, at der i løbet af høringsperioden vil blive afholdt høringsmøder i Igaliku, Narsaq, Narsarsuaq, Qaqortoq og Qassiarsuk. Tidspunktet for afholdelse af høringsmøderne vil blive meldt ud naalakkersuisuts hjemmeside.

Selvstyret understreger, at offentliggørelsen af høringsmaterialet ikke er ensbetydende med, at Naalakkersuisut har endeligt godkendt høringsmaterialet.

- En sådan godkendelse vil først ske ved en underskrivelse af en IBA og ved en meddelelse af en udnyttelsestilladelse, oplyser de.

Høringsmaterialet foreligger på grønlandsk, dansk og engelsk. Det samt baggrundsdokumenter er tilgængeligt HER fra den 18. december.

Powered by Labrador CMS