Naalakkersuisut vil have produktionsskoler i alle kommuner
Naalakkersuisut er sammen med alle fem kommuner i gang med at planlægge etablering af produktionsskoler for unge, der vil uddanne sig indenfor forskellige former for håndværk.
Naalakkersuisut har stor fokus på unge, der hverken har igangsat en uddannelse eller er under beskæftigelse.
Derfor har Naalakkersuisut indgået de indledende dialoger med alle fem kommuner i landet for at etablere produktionsskoler, som har fokus på erhvervsuddannelser og som skal tilbydes i samtlige kommuner i landet.
Det oplyser Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender, Jess Svane under Inatsisartuts spørgetime i dag onsdag den 12. oktober.
- Vi har sat et arbejde i gang med henblik på at etablere produktionsskoler i alle fem kommuner. Planen føres ud i livet sammen med kommunerne, oplyser Jess Svane (S).
- Produktionsskoler skal være et tilbud til unge, der ikke nødvendigvis er bogligt stærke, men som har evner i forskellige håndværk så de på den måde kan få uddannelsesbevis på de forskellige håndværk, uddyber Jess Svane.
En tredjedel uden beskæftigelse
35 procent af unge mellem 16 år 25 år er hverken under uddannelse eller er en del af arbejdsmarkedet. Det viser en opgørelse fra Grønlands Statistik fra januar 2022.
Flere medlemmer i Inatsisartut har i dag stillet spørgsmål omkring Naalakkersuisuts tiltag omkring den unge målgruppe, så flere kan komme i beskæftigelse.
- Vi kigger på muligheder for de unge, der har evner indenfor håndværk, men som ikke er bogligt stærke. Det ligger meget på Naalakkersuisuts sinde, at disse unge skal have lige muligheder som resten af unge, sagde Naalakkersuisoq for arbejdsmarked, Jess Svane.
Praksis frem for boglig teori
I danske produktionsskoler er undervisningen tilrettelagt på den måde, hvor unge lærer gennem praksis i skolens værksteder. De unge læres op til for eksempel mekaniker, tømrer eller kok.
Kommuneqarfik Sermersooq har i 2009 åbnet en produktionsskole, Piorsaavik, der henvender sig til unge, der har behov for at blive klar til en grunduddannelse, som de har interesse i. Piorsaavik er under Majoriaq.
Jess Svane oplyser ikke, hvornår produktionsskolerne i de forskellige kommuner starter deres forløb for unge.