Naalakkersuisut ønsker ikke at begrænse krydstogtsturismen

I en omfattende besvarelse af et §37-spørgsmål fra medlem af Inatsisartut, Nivi Olsen fra Demokraatit, har Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel, Vivian Motzfeldt (S) reageret på bekymringer og spørgsmål vedrørende krydstogtsturismens indtjening og afgifter.

Offentliggjort

Demokraatits Nivi Olsen er bekymret for, om de mange krydstogtskibe der anløber grønlandske havne, også bringer tilstrækkeligt arbejde og indtjening til landet, når det sammenholdes med det aftryk, de sætter på klimaet i den sårbare arktiske natur.

Hun vil derfor gerne vide, hvordan Naalakkersuisut vil sikre, at krydstogtturister i højere grad bidrager til Grønlands økonomi.

Naalakkersuisut påpeger i sit svar, at der er fremsendt et forslag til genindførelse af en krydstogtpassagerafgift til Inatsisartut med henblik på behandling på efterårssamlingen 2023.

Ingen målsætning at brgrænse krydstogtskibe

Forslaget omfatter både en krydstogtpassagerafgift, en fordobling af havneafgift på store krydstogtskibe og en mulighed for kommunerne for at få indtægter fra et nyt miljø- og vedligeholdelsesgebyr.

I svaret giver Naalakkersuisut udtryk for deres ønske om at udvikle turismeerhvervet til størst mulig gavn for befolkningen.

De understreger, at der ikke er en målsætning om at begrænse krydstogtsturismen, men derimod at fremme den, så den kan bidrage med en større økonomisk gevinst på lang sigt. Naalakkersuisut ønsker at tiltrække krydstogtskibe og selskaber, der engagerer lokale aktører, ansætter grønlandske arbejdstagere og har en mindre negativ indvirkning på miljøet.

Når det kommer til beskatning af indtægter fra bådture og turismeaktiviteter, forklarer Naalakkersuisut, at det primært er Skattestyrelsens ansvar at sikre korrekt skattebetaling. Der bliver også nævnt, at der allerede er klar lovgivning omkring krav til sejlads i grønlandske farvande og registrering af fartøjer i Grønland. Naalakkersuisut pointerer, at de ikke har planer om yderligere initiativer på dette område.

Fremrykker afgift til 2024

Naalakkersuisut har i koalitionsaftalen, der blev indgået i april 2022, forpligtet sig til at udarbejde en turismelov, der skal skabe klare rammebetingelser for det grønlandske turismeerhverv – herunder krydstogtserhvervet. Tirsdag har naalakkersuisut bebudet at afgiftspakken er klar til at træde i kraft 1. januar 2024.

Nivi Olsens spørgsmål inkluderer også bekymring for, hvordan lokale iværksættere kan låne penge til større projekter som hoteller. Naalakkersuisut svarer, at der eksisterer flere lånemuligheder for iværksættere gennem banker, kreditforeninger og Nalik Ventures. De fremhæver vigtigheden af at have kommercielt bæredygtige projekter og egenfinansiering. Der bliver også nævnt, at Nalik Ventures tilbyder finansieringsmuligheder, herunder medfinansiering i samarbejde med banker.

Som afslutning på besvarelsen understreger Naalakkersuisut deres ønske om en bred dialog med befolkningen om fremtidens turisme. De arbejder på at skabe klare rammebetingelser gennem en kommende turismelov og ønsker at definere turismen i tæt samarbejde med det grønlandske folk.

Powered by Labrador CMS