Naalakkersuisoq: Der skal tænkes nyt, hvis andre end fiskeriet skal have rabat på el og vand

Hvis andre brancher end det landbaserede fiskeri skal have en rabatordning på el og vand, skal der findes en model, der ikke forringer Nukissiorfiits økonomi, mener naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen.

- I 2024 udgjorde rabatten 43,3 mio. kr., hvilket således er mistet indtjening til Nukissiorfiit. Det betyder, at omkostningen i sidste ende bæres af alle andre forbrugere, samtidig med at det belaster Nukissiorfiits økonomi, oplyser naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen i et svar om mulighederne for at udvide en rabatordning til andre brancher.
Offentliggjort

Vil Naalakkersuisut overveje at udvide en eksisterende rabatordning på el og vand til andre brancher end fiskeriet?

Det spørgsmål har medlem af Inatsisartut Napaartoq Isak Petrussen (D) stillet Naalakkersuisut. 

Politikeren kalder det forståeligt, at fiskeindustrien skal nyde godt af ordningen, som sikrer, at den landbaserede fiskeindustri i dag betaler maksimalt 50 procent af de faktiske produktions- og leveringsomkostninger for både el og vand på den pågældende lokalitet - prisen kan dog aldrig overstige den almindelige takst.

FISKEINDUSTRITAKST

Reglerne, der beskriver rabatordningen til fiskeriet, lyder således:

Fiskeindustritaksten fastsættes til 50,0 % af enhedsomkostningen på el og vand i hver enkel by og mindre bosted med følgende modifikation: 

- Fiskeindustrien skal højst betale sammen tarif for el og vand som andre forbrugere. 

- Fiskeindustrien skal som minimum betale 50,0 % af minimumsprisen for andre forbrugere. 

Private forbrugere og almindelige erhvervskunder (dvs. kunder ikke omfattet af fiskeindustritakst) i byer og mindre bosteder betaler enspris for el og vand. 

Kilde: Finansloven for 2025

- Samtidig er vi nødt til at erkende, at vi har et stort behov for at udvikle nye erhvervsområder, hvor særligt iværksættere og små virksomheder ofte kæmper med høje energiomkostninger, der hæmmer deres vækst, skriver Napaartoq Isak Petrussen i begrundelsen for sit spørgsmål.

Vil kræve ny model

Naalakkersuisoq for erhverv, Naaja H. Nathanielsen (IA), oplyser i sit svar, at den nuværende rabatordning i 2024 kostede Nukissiorfiit et større millionbeløb, som hentes blandt selskabets øvrige kunder:

- I 2024 udgjorde rabatten 43,3 mio. kr., hvilket således er mistet indtjening til Nukissiorfiit. Det betyder, at omkostningen i sidste ende bæres af alle andre forbrugere, samtidig med at det belaster Nukissiorfiits økonomi, står der i svaret.

Derfor skal der ifølge naalakkersuisoq findes en ny ordning, som ikke går udover Nukissiorfiits økonomi, hvis andre brancher, skal nyde godt af samme ordning:

- En eventuel ny ordning målrettet iværksættere og mindre virksomheder bør sammensættes med en finansieringsmodel, der ikke forringer Nukissiorfiits økonomi eller påvirker alle andre forbrugeres tariffer, skriver Naaja H. Nathanielsen.

Hun oplyser videre, at Departement for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning har igangsat en undersøgelse af mulighederne for at etablere en midlertidig og målrettet rabatordning for opstartsvirksomheder inden for fødevareproduktion og selvforsyning.

Powered by Labrador CMS