Ledige tilbydes minejobs

Greenland Minerals and Energy tilbyder ledige fabriksarbejdere i Narsaq uddannelse og job som minearbejdere.

Fra efterforskningsboringerne i Kuannersuit i 2009. Foto: John Rasmussen, Narsaq Foto.
Offentliggjort

Mineselskabet Greenland Minerals and Energy tilbyder nu uddannelse og arbejde til nogle af de fabriksarbejdere, som er blevet ramt af ledighed efter lukningen af Royal Greenlands fiskefabrik i Narsaq.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Mineselskabet er allerede ved at ansætte fem nye medarbejdere. I september eller oktober forventer selskabet at ansætte fem mere, og sidst på året yderligere fem.

Alle de nyansatte skal gennemgå et uddannelses- og træningsprogram, som kvalificerer dem til job som hjælpeborere på Kvanefjeldet Kuannersuit.

Borearbejdet er en central del af det omfattende forundersøgelses-program, som Greenland Minerals and Energy gennemfører for at analysere mulighederne for eventuel kommerciel minedrift på Kvanefjeld, hedder det i pressemeddelelsen.

– Vi kan tilbyde gode uddannelsesmuligheder og ordentlige arbejdsforhold, og vi er indstillet på tegne overenskomst for de nye borearbejdere med SIK, siger administrerende direktør Ole Ramlau-Hansen.

Powered by Labrador CMS