Landsstyret vil af med Julia Pars
Air Greenlands nuværende bestyrelsesformand bliver ikke genudpeget til bestyrelsen.
Det erfarer Sermitsiaq.
Air Greenlands generalforsamling finder sted torsdag klokken 14.00 i Katuaq.
Landsstyret ventes i stedet for Julia Pars at udpege den erfarne Siumut-politiker Lars-Emil Johansen som et af hjemmestyrets to repræsentanter i bestyrelsen. Det andet bestyrelsesmedlem, Bjarne Eklund, ventes at fortsætte.
Hverken Julia Pars eller Lars-Emil Johansen har ønsket at kommentere Sermitsiaqs oplysninger.
Julia Pars blev udpeget som bestyrelsesmedlem i 2007 og efterfølgende konstitueret som formand. Og hun er ifølge Sermitsiaqs oplysninger meget vellidt blandt de ansatte.
Det er endnu uklart, hvorfor landsstyret ønsker at skille sig af med Julia Pars. Men landsstyret har tidligere i en række sammenhænge direkte kritiseret virksomhedens beslutninger. Det gælder for eksempel beslutningen om i 2008 at lukke ruten mellem Baltimore og Kangerlussuaq samt indførelsen af højere priser i Sydgrønland. Endelig har Air Greenlands direktør, Michael Binzer, i en række tilfælde blandet sig i den offentlige debat, hvilket er faldet ledende politikere for brystet.
I alt otte medlemmer
Air Greenlands bestyrelse består af i alt otte medlemmer, som selv konstituerer sig med en formand.
Ud over de to repræsentanter fra hjemmestyret består bestyrelsen i øjeblikket af følgende medlemmer:
To repræsentanter fra den danske stat (Fhv. direktør Lars Tybjerg, Økonomi- og Erhvervsministeriet og direktør Mads Kofod, Bornholmstrafikken)
En repræsentant fra SAS (Vice President Björn Nordgren)
Tre repræsentanter fra medarbejderne (flytekniker Mogens Due Woldsgaard, kaptajn Sten Andersen og flytekniker Claus Motzfeldt).