Konkurs kan presse Nunaminerals aktier
Aktiekursen risikerer et dyk nedad efter milliardæren og storaktionæren Carsten Bergs konkurs.
Ole Christiansen, direktør i Nunaminerals pointerer, at Carsten Bergs konkurs ikke vil få indflydelse på efterforskningsaktiviteterne, der blandt andet omfatter guldforekomsten på Storøen. Foto: NunaMinerals A/S.
Mineralefterforskningsselskabet Nunaminerals må imødese et yderligere dyk i aktiekursen, efter selskabets storaktionærer, milliardæren og erhvervsmanden Carsten Bergs, i sidste uge blev erklæret konkurs.
Carsten Berg ejer godt 20 procent af aktierne i Nunaminerals, og de værdier vil bobestyreren i Bergs konkursramte virksomhed nu sætte til salg for at kunne betale kreditorerne deres tilgodehavender.
- Konkursen får ingen betydning for vores efterforskningsaktiviteter, men man kan frygte, at bobestyrerne vil sælge aktierne i stor stil. Det vil trykke aktieprisen og dermed ramme andre aktionærer, siger Ole Christiansen, direktør i Nunaminerals.
Carsten Bergs økonomiske vanskeligheder har længe været kendt. Derfor er aktiekurserne i Nunaminerals i forvejen lave i forhold til andre sammenlignelige mineralefterforskningsselskaber.
Ole Christiansen skønner Nunaminerals A/S' samlede værdi til omkring 230 millioner kroner – afhængig af aktiekursen. Holder denne vurdering har Carsten Bergs aktier en max-værdi på 40 millioner kroner. Men ingen kender reelt værdien, før aktierne udbydes til salg. Det er samtidig første gang, at en så stor aktiepost i Nunaminerals sættes samlet til salg af NyKredit, der står i spidsen for kredsen af kreditorer.
Nunaminerals har i 15 år foretaget mineralefterforskning i Grønland og har flere lovende projekter, heriblandt planer om en guldmine på Storøen ved Nuuk. Et projekt, der i givet fald skal realiseres med en partner, som det også er strategien for andre af selskabets potentielle mineralforekomster. At foretage mineralefterforskning er nemlig en helt anden sag end at drive en mine, pointerer Ole Christiansen, der ikke finder det unaturligt, at selskabet efter 15 års efterforskning stadig ikke har realiseret en minedrift.
- Det tager en rum tid, før efterforskningsprojekter er mineklar. Det er helt normalt i denne branche. Vi er et selskab, der først og fremmest efterforsker, og vi er gode til at finde nye forekomster, siger Ole Christiansen, som senest har meldt ud, at virksomheden overvejer at rejse flere penge for at finansiere jagten efter værdier i undergrunden.