KNAPK ansætter Siverth Amondsen som midlertig direktør

Siverth Amondsen bliver konstitueret direktør for KNAPK frem til slutningen af august. Den formelle jagt på en ny direktør starter efter generalforsamlingen i midten af juli, oplyser Henrik Sandgreen.

Offentliggjort

Siverth Amondsen er konstitueret direktør i KNAPK frem til slutningen af august. Det oplyser formand for KNAPK, Henrik Sandgreen til Sermitsiaq.AG.

- Han har stort kendskab til arbejdsgange og arbejdsprocesser i KNAPK. Jeg har tiltro til, at den konstituerede direktør kan være med til at forberede den kommende generalforsamling, så den gennemføres i ro og orden, siger Henrik Sandgreen.

Siverth Amondsen, som tidligere har været konsulent for KNAPK, afløser Tønnes Berthelsen, der i slutningen af januar blev midlertidigt suspenderet. Han indgik senere en fratrædelsesaftale med fanger- og fiskerorganisationen, men det er stadig ikke kommet frem, hvorfor direktøren stoppede.

Generalforsamling i fokus

Det er KNAPK’s forretningsudvalg, efter bemyndigelse af hovedbestyrelsen, der har ansat Siverth Amondsen som konstitueret direktør.

Amondsen skaltage sig af de administartive ledelsesopgaver frem til slutningen af august. KNAPK skal lede efter en ny direktør efter generalforsamlingen i uge 28.

- Der er flere projekter, som vi skal færdiggøre frem til generalforsamlingen. Det er ikke længere kun fangst og fiskeri vi har fokus. Også miljø og bæredygtighed fylder mere de seneste år. Der er flere administrative opgaver indenfor det nævnte emner, som den konstituerede direktør skal beskæftige sig med frem til generalforsamlingen, siger formanden.

Han oplyser, at organisationen har været presset den seneste tid med blandt andet arbejdet indenfor fiskerikommissionen og anbefalinger i forhold til en eventuel hjælpepakker på erhvervet.

Ikke første gang

Siverth Amondsen har en lang karriere i KNAPK. I juli 1998 blev han ansat som konsulent af organisationen, men blev senere direktør for KNAPK.

Han har ad flere omgange været konstitueret direktør og udtaler kort til Sermitsiaq.AG, at han ikke har tøvet med at være midlertidig direktør i KNAPK frem til august, da han igen kom i betragtning.

Powered by Labrador CMS