iPhone5 kan være ubrugelig i Grønland
Fordi det eksisterende micro-SIM-kort er ikke kompatibelt med nano-SIM-kort. Mulig hjælp på vej i dag
I dag fredag udkommer den sjette generation af iPhone hos Apple-forhandlerne her i landet. Men selvom det nu er muligt at købe den eftertragtede smartphone, kan den ikke bruges endnu ifølge Tele-Post.
Den nye iPhone5 har nemlig fået et 40 procent mindre SIM-kort, end dem vi kender i dag som micro-SIM-kort. Og det såkaldte nano-SIM-kort, som iPhone5 benytter, kommer først engang i november til Grønland, oplyser Tele-Post.
- Det eksisterende micro-SIM-kort er ikke kompatibelt med nano-SIM-kort, og derfor er det ikke muligt selv med en ”cutter” at tilpasse et micro-SIMkort til et nano-SIM-kort. Vi er derfor i kontakt med vores SIM-leverandør, og forventer at få nano-SIM til Tusass og GSM i november. Her bliver der blot tale om et erstatningskort, skriver Tele-Post på virksomhedens hjemmeside.
Læs også "Fem millioner solgte på tre dage"
Mulig hjælp på vej i dag
Grønlands Radio Center er en af landets Apple-forhandlere, og allerede torsdag aften lagde butikken et billede på deres Facebook-side af iPhone5, som har fundet vej til butikken. Grønlands Radio Center håber stadig at kunne løse SIM-kort-problemet i løbet af fredagen.
- Der kommer en SIM-kort-klipper i løbet af dagen, så vi håber, det hele virker. Hvis det kan lykkes at ordne i andre lande, så kan det også lykkes her, siger butikschef i Grønlands Radio Center, Otto Martinsen, til Sermitsiaq.AG.
En af de nye features i iPhone5, der har en noget større skærm end de tidligere modeller, er, at det nu er muligt at bruge det meget hurtige 4G-net, når man går på Internet via telefonen.
Men Tele-Post kan over for Sermitsiaq.AG dog ikke fastslå, hvornår 4G bliver tilgængeligt i Grønland.
Hvad synes du om den nye iPhone5? Skal du have den?