Ingen forbindelser: Storm giver udfordringer til teknikere i Nanortalik
Der er kraftig storm i Nanortalik i dag lørdag. Det betyder, at Tusass’ teknikerteam stadig venter på at komme op til sitet for at reparere radiokædeforbindelserne.
Du kan stadig ikke komme i kontakt med din familie eller venner i Nanortalik og dets bygder.
Det stormer kraftigt i Nanortalik lørdag den 28. januar med vindstød op til 23 m/s. Det betyder, at teknikerteamet i Tusass, der skal op til radiokæden for at reparere radiokæden ikke kan nå til sitet.
En brandalarm på sitet blev aktiveret torsdag, og Tusass formoder, at der har været brand på stedet. Det betyder, at sitets strømanlæg ikke kan generere strøm. Det førte til, at borgere i Nanortalik, Aappilattoq, Narsaq Kujalleq, Tasiusaq og Ikerasassuaq har været uden forbindelse siden fredag.
- Følgende forbindelser kan blive ramt: radio og TV, internet, telefoni, mobiltelefoni, mobildata og VHF-forbindelser til skibe, oplyser Tusass på sin hjemmeside.
Venter på ophold
Tusass’ teknikere venter på, at stormen løjer af til at tage af sted til radiokædestationen, der ligger lidt nord for Nanortalik.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, vil stormen lægge sig natten til søndag den 29. januar.
Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget branden.
Tusass opdaterer løbende omkring situationen i Nanortalik på Tusass’ driftsinformation.