Hotellet, der kom stærkere ud af krisen
Selvom der ikke har været turister i Qaqortoq det seneste år, så klarer byens hotel sig glimrende. Opskriften på succesen er at satse på kursus- og konferencegæster fra regionen samt at servere gode sandwich og burgere i hotelcafeen Nanoq til glæde for de lokale.
- Vi har faktisk haft en fantastisk sæson, og den bedste start på 2021 med rekorder måned for måned. Dertil har lokalbefolkningen i langt højere grad end tidligere spist på vores cafe Nanoq. Vi kan mærke, at flere lokale er i arbejde, og at der er penge mellem hænderne her i Sydgrønland, siger direktør Jim Riis fra sit kontor ved siden af hotellets lobby, der denne dag summer af liv. Udover en større gruppe kursister er håndværkere også i gang med at renovere facaden og udvide loungeområdet.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
I forhold til de hoteller, vi normalt sammenligner os med - Hotel Hans Egede i Nuuk og Hotel Arctic i Ilulissat - så er det en fordel, at vi er et relativt lille hotel med 37 værelser og 10 lejligheder. De andre hoteller har været mere afhængige af både turister og de tværkommunale kurser og konferencer, som i perioder også har været aflyst grundet corona. Vi er derimod alene afhængige af de regionale gæster fra Nanortalik, Narsaq, Narsarsuaq og bygder, forklarer Jim Riis.
Staycation
Sidste sommer havde hotellet held med at tiltrække en del staycation-gæster, der fik 50 procent rabat på overnatningen. Det samme er tilfældet i år i juli, for staycation-gæster er på mange måder bedre end de udenlandske turister.
Læs mere i avisen Sermitsiaq: