Hjemsendte: Offentligt ansatte slipper for tvangsferie
Der er forskel på, om man er privat eller offentligt ansat, når det gælder kravet om ferieafvikling, når man er hjemsendt.
De offentligt ansatte, der er hjemsendt og ikke kan udføre deres arbejde og derfor kan holde fri, bliver ikke mødt med et krav om, at de skal benytte feriedage. Det gør almindelige lønmodtagere i det private erhvervsliv, hvor arbejdsgiveren er sikret lønkompensation.
I Danmark har regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter netop indgået en aftale om, at offentligt ansatte, som er hjemsendt, skal bruge fem dages ferie. Under hjemsendelsen får man fuld løn.
- Målet med aftalerne er at undgå, at en alt for stor mængde frihed skal afvikles umiddelbart efter krisen, når alle aktiviteter skal op i gear igen, siger skatteminister Morten Bødskov.
Ingen planer
Departementschef Nikolai S. Christensen oplyser til Sermitsiaq.AG, at det ikke har været et tiltag, som er drøftet i Selvstyret.
- Men alle muligheder står åbne, siger departementschefen, der peger på, at det også er et spørgsmål om, hvor lang coronakrisen vil strække sig.
På det private arbejdsmarked kan arbejdsgiveren få lønkompensation af det offentlige, men det kræver, at lønmodtageren, der på denne ordning undgår at blive fyret, skal bruge fem afspadserings- eller feriedage for hver ny måned, man ønsker at blive lønkompenseret.