Her er den nye formand for foreningen Grønlandske Børn

Thomas ”Tyt” Mogensen er ny bestyrelsesformand hos Grønlandske Børn. Han har stor erfaring indenfor erhverv, og har været medlem i bestyrelsen i en årrække.

Thomas Tyt Mogensen bliver ny formand for foreningen . Han ønsker at blive et bindeled mellem foreningen og erhvervslivet for at løfte børn og unge ud af den onde sociale arv. Grønlandske Børn
Offentliggjort

Thomas ”Tyt” Mogensen er ny formand for bestyrelsen i Grønlandske Børn.

Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

Thomas ”Tyt” Mogensen har erfaringen som direktør, leder og konsulent, og har de seneste fem år været medlem af foreningen Grønlandske Børn.

- Som erhvervsleder kender jeg til det med at skrige på arbejdskraft og opleve at folk ikke kan bestride et arbejde, simpelthen fordi de har for mange ting med i bagagen. Vi ser også, at alt for mange unge falder igennem uddannelsessystemet. Det er udvikling, som skal vendes, siger Thomas ”Tyt” Mogensen i en pressemeddelelse.

Thomas ”Tyt” Mogensen afløser Heidi Lindholm som formand, efter hun er blevet departementschef i Departement for Børn, Unge og Familier.

Børn og unge et fælles ansvar

Den nye formand for foreningen Grønlandske Børn mener, at det ikke kun er myndighedernes opgave at støtte og passe på landets børn og unge. Også erhvervslivet bør være mere engageret i de unge, da ressourcetilførsel til børneområdet ikke er nok til at give børn og unge en god start på livet, mener han.

- Vi har også brug for, at erhvervslivet rækker ud til de unge mennesker og viser dem vejen ved at være en slags mentorer. Vi kan gøre en kæmpe forskel ved at tro på de unge og give dem de chancer, der skal til for at lykkes, siger han og fortsætter:

- Det kan vi som erhvervsledere, men først og fremmest som mennesker. I Grønlandske Børn hører vi meget ofte fortællingen om, at det var én enkelt særlig person, der betød et kursskifte for et barn eller en ung. Den særlige person skal vi alle sammen stræbe efter at være, siger Thomas ”Tyt” Mogensen.

Stor erhvervserfaring

Thomas Mogensen ejer Tyt Consulting, og har blandt andet været erhvervsdirektør i Banknordik og konsulent i Grønlands Erhverv.

De sidste fem år har han været medlem af bestyrelsen i Grønlandske Børn og kan nu sætte sig på formandsposten. Dermed vil han trække på sine erfaringer indenfor erhvervsledelse og arbejde for en bedre kontakt mellem organisationer, der beskæftiger sig med børns levevilkår, og erhvervslivet.

Udover det, er der et helt overordnet område, som Thomas ”Tyt” Mogensen ønsker at arbejde for:

- Vi skal have brudt den sociale arv, som er tung for mange børn og unge i Grønland. Alt for mange børn vokser op med vold i hjemmet og misbrugsproblemer. Det har store konsekvenser for de generationer, der vokser op.

- Børnene og de unge skal have bedre vilkår end deres forældre. Det er den helt overordnede samfundsopgave, vi alle sammen skal være med til at løfte, siger Thomas ”Tyt” Mogensen.

Powered by Labrador CMS