Grønlands Veteraner forærer tusind dyner til hjemløse
Hjemløse har fået udleveret dyner i julegave fra Grønlands Veteraner. - Mange har det svært, særligt i de kolde måneder og vi vil gerne hjælpe, lyder det fra den nye forening, Grønlands Veteraner.
1.000 varme dyner til hjemløse i Kommuneqarfik Sermersooq. Det er en julegave givet af foreningen Grønlands Veteraner, som blev stiftet i juni i Nuuk.
Der er i alt 106 veteraner i Grønland, hvor 60 af dem bor i Nuuk.
- Kommuneqarfik Sermersooq vil i starten af januar 2022, modtage de 1.000 dyner og skal sørge for den videre fordeling til herberg, væresteder, krisecentre og meget mere, oplyser Grønlands Veteraner.
Det er i samarbejde med Konpap i Grønland, at Grønlands Veteraner støtter det omgivende samfund og denne gang altså til fordel for de hjemløse.
- Samtidigt styrker vi vore egne bånd og fællesskabsfølelsen i foreningen, skriver foreningen og fortsætter:
- Med ønsket om at alle får en dejlig jul og husker at sende de værdigt trængende en kærlig tanke eller en hjælpende hånd, når chancen byder sig, siger formanden for Grønlands Veteraner, Rasmus Lohse.
Kommuneqarfik Sermersooq vurderer, at der er omkring 460 hjemløse i hele kommunen. 80 procent formodes at være i Nuuk.