Grønland i Sydkorea
Naalakkersuisut og Sydkoreas regering interesseret i at forhandle en handelsaftale på plads mellem landene
Fredag var der officielt møde mellem formanden af Naalakkersuisut Kuupik V. Kleist og minister for vidensøkonomi Hong Sukwoo, Ove Karl Berthelsen deltog også i mødet, da han i Ilulissat underskrev hensigtserklæringen om mineralske råstoffer med minister Hong.
Under mødet var der enighed om oprettelsen af en fælles arbejdsgruppe til koordinering og opfølgning af samarbejdet mellem de to lande. Der var ligeledes enighed om at påbegynde indledende sonderinger for at forhandle en handelsaftale på plads mellem Grønland og Sydkorea. Der er således sydkoreanske afgifter på diverse grønlandske fiskeprodukter og pelsvarer, som Naalakkersuisut er interesseret i at få nedbrag - Sydkoreas regering udtrykte interesse for særligt sælskindene.
Kuupik Kleist kunne efter mødet melde om interessen fra koreansk regeringsplan om at kunne styrke samhandlen med sælskind, hvilket naturligvis glæder Naalakkersuisut.
Se også galleriet på Modeshow for Sydkoreanerne
- Der er et tydeligt og stærkt ønske fra den Sydkoreanske regering om at styrke forholdet mellem Grønland og Sydkorea, siger Kuupik V. Kleist.
- Det interessante her er, at de er i stand til at rykke og handle derefter. Koreanerne bakker deres ord op med handlinger og sammen fornemmer jeg mulighederne for virkeligt at udvikle vort forhold til gavn for både Grønland og Sydkorea, tilføjer han.
Udover mødet med minister Hong, har Ove Karl Berthelsen sammen med dele af den grønlandske erhvervsdelegation været på ekskursion ud til den store virksomhed Daewoo International.
Palle Christiansen var samme dag på besøg på forskellige uddannelses- og forskningsinstitutioner – blandt andet Korea National Open University samt Korea Polytechnics.
Derudover bød dagen på promovering af Grønland.
Naalakkersuisut havde i samarbejde med den danske ambassade i Sydkorea arrangeret to erhvervsseminarer i forbindelse med Formanden for Naalakkersuisuts officielle besøg i Sydkorea.
De to sideløbende seminarer handlede henholdsvis om Grønlands råstoffer og om turisme, tøjdesign og madvarer.
De blev holdt i en traditionel Sydkoreansk pagode i umiddelbar sammenhæng med hotellet, hvor den grønlandske delegation er indkvarteret.
Læs her Grønland og Sydkorea vil tættere på hinanden
Formanden for Naalakkersuisut Kuupik V. Kleist og medlem af Naalakkersuisut Ove Karl Berthelsen talte ved begge seminarers åbning. Derudover talte repræsentanter fra Sydkoreas Udenrigsministerium og ministeriet for vidensøkonomi.
Seminaret om mineralske råstoffer talte flere grønlandske mineselskaber. Således holdt Nuna Minerals, Avannaa Resources, Greenland Minerals and Energy, Tanbreez Mining samt Nuna Oil præsentationer for de 70 tilmeldte koreanske tilmeldte erhvervsfolk.
Til seminaret om turisme, tøjdesign og madvarer var der tilmeldt omkring 135 erhvervsfolk fra den koreanske turisme-, mode- og madindustri. De hørte blandt andre Visit Greenland, Royal Greenland og Great Greenland holde præsentationer om deres virksomheders produkter.
Ved begge seminarer var der stor interesse for de grønlandske virksomheders aktiviteter og flere nye kontakter blev oprettet.
Seminarerne blev afsluttet med en frokostreception, hvor der blandt andet blev serveret grønlandsk madvarer og grønlandskbrygget øl fra Greenland Springwater. Nive Nielsen and the Deer Children spillede 4 numre ved receptionen.
Læs også Grønland pirrede til smagsløgene
Det var endnu en travl dag for medlemmerne af Naalakkersuisut - de gennemførte tilsammen 11 interviews med forskellige koreanske aviser, radio- og tv-stationer. De koreanske journalister havde fokus på alt lige fra Grønland-Sydkorea forholdet, Grønlands politiske udvikling, økonomisk samarbejde, forretning, madlavning, klima, energi, sælskind osv.
Sådan gik fredagen, men læs også her om torsdagens aktiviteter: Kuupik som julemandens hjælper
Læs også om besøget i ugens Sermitsiaq, som du kan købe her. I næste uge vil der være endnu mre om besøget i Sermitsiaq.