Greenland Venture tabte retssag
Ventureselskabet kan ikke undslå sig at svare på spørgsmål fra konkurrencemyndighederne.
Spørgsmålet blev mandag afgjort ved Grønlands Landsret.
Sagen var anlagt af selvstyrets kapitalformidlingsselskab, som ikke mente, at Konkurrencetilsynet havde lovgivningen på sin side, når den ønskede indsigt i, hvilke virksomheder, der havde modtaget økonomisk støtte samt grundlaget for støtten.
I en såkaldt tilkendegivelse har domstolen imidlertid afgjort, at Konkurrencetilsynet har lov til at hente oplysninger hos Greenland Venture – med henblik på at få afklaret, om virksomheden eventuelt foretager investeringer med offentlige penge, som forvrider konkurrencen.
Og på den baggrund er ventureselskabet forpligtet til at udlevere de oplysninger, som tilsynet beder om.
Landsretten har afsagt en såkaldt tilkendegivelse, hvor dommer Linda Hangaard har oplyst parterne om indholdet af en dom i sagen.
Efterfølgende følger den egentlige dom på skrift.
Greenland Venture har afvist at give oplysningerne ved at henvise til, selskabet fungerer selvstændigt på almindelige markedsvilkår, selvom det er ejet af Selvstyret. Og derfor er der ikke tale om offentlig støtte i den gængse forstand.
Greenland Ventures formand, Gerth B. Lynge, oplyser, at selskabet vil kommentere tilkendegivelsen efter et bestyrelsesmøde senere på ugen.