GFS: Nyt rædselsår med stort underskud
To år i træk har Greenland Facility Services (GFS) leveret et dundrende underskud. Det fremgår af årsregnskabet, der netop er godkendt på en ordinær generalforsamling.
I 2016 var årets resultat 8,245 millioner kroner. I det nye regnskab for 2017 landede man på et underskud på 7,256 millioner kroner.
“Ikke tilfredsstillende”
Ledelsen oplyser, at der er sket et lille fald i omsætningen på grund af selektiv gennemgang af kundegrundlaget.
- Omkostningerne er af nævnte årsager ikke fulgt med ned, hvilket medfører, at årets resultat ikke er tilfredsstillende, fastslår direktør Ole Bøgh Ulriksen i sin ledelsesberetning.
Det oplyses samtidig, at man efter balancedagen for regnskabet har valgt at frasælge rengørings- og skadesafdelingen, ”hvilket får positiv indflydelse på virksomhedens finansielle stilling”.
Flere ansatte
Virksomheden havde gennemsnitligt 164 fuldtidsansatte ansatte mod 149 året før, og det kan ses på regnskabsposten med personaleomkostninger, som steg fra 54,8 millioner kroner til 57,4 millioner kroner.
Det fremgår også, at bestyrelsen har fået en lønstigning fra et honorar i 2016 på 125.684 kroner til 200.000 kroner for dets arbejde i 2017. Direktionen, som består af af Ole Bøgh Ulriksen, gik derimod knap 70.000 kroner ned i løn, så årslønnen landede på 1,506 millioner kroner.
Indhug i egenkapitalen
Det store underskud giver et drastisk indhug i egenkapitalen, der er reduceret fra 12,181 millioner kroner i 2016 til 4,926 millioner kroner i år.
GFS er et anpartsselskab og ejes af Michael Munch og Per Laugesen, begge bosiddende i Nuuk.