Fritidsfisk

Fritidsfiskerne kan indhandle til fabrikkerne

Selvstyret har fastsat en kvote på i alt 1.000 tons torsk og 300 tons hellefisk, så fritidsfiskerne kan indhandle til fabrikkerne

Torsk, fiskekasse
Fritidsfiskerne skal have licens for at kunne indhandle
Offentliggjort

Fritidsfiskere kan i 2016 indhandle i alt 1.000 tons torsk samt 100 tons hellefisk i hvert af de tre forvaltningsområder Upernavik, Uummannaq og Diskobugten, oplyser Selvstyret.

Tilladelser
Inden man smider snøren i vandet for at sikre sig en ekstra indtægt, skal de fornødne tilladelser dog være på plads. Fritidsfiskerne skal således sende et ansøgningsskema til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, hvorefter de vil modtage en licens.

Tre betingelser
Følgende betingelser skal være opfyldt:

  • Ansøgeren skal have folkeregisteradresse i Grønland, og have haft folkeregisteradresse i Grønland i de forudgående to år
  • Ansøgeren skal være fuldt skattepligtig i Grønland og have været fuldt skattepligtig i Grønland i de forudgående to kalenderår
  • Ansøgeren skal ikke være erhvervsfisker

Samme krav
Indhandlingsstederne kan afvise at tage imod en fangst, såfremt fangsten ikke lever op til de samme krav, som stilles til erhvervsfiskerne.

Desuden kan indhandlingsstederne også afvise at tage imod råvarer fra fritidsfiskerne, såfremt der er indhandlingsbegrænsninger for erhvervsfiskerne.

Læs også: Fritidsfiskere må alligevel fange laks

Powered by Labrador CMS