Fly lander med punkteret dæk

Air Greenlands Dash 8-fly måtte gennemføre en såkaldt ”blød landing” med venstre side af flyet først tirsdag eftermiddag, da det viste sig, at en af hjulene på højre side havde et punkteret dæk. Alle ombordværende er i god behold.

Flyet taxiede stille og roligt fra landingsbanen hen til terminalens forplads, hvor passagererne blev ”debriefet” – sikret at de fik alle oplysninger om hændelsen.
Offentliggjort

Det er lykkedes for et Dash 8-fly at lande sikkert i Nuuk tirsdag eftermiddag til trods for, flyet havde et fladt dæk på et af hjulene under landingen.

Air Greenland oplyser på sin hjemmeside, at proceduren med den ”bløde landing” er gået godt, og at alle 26 ombordværende og besætningen er i god behold.

- Når vi letter og lander på en grusbane som i Kulusuk, så kan der ske punktering af dækket, da disse bliver belastet. I dette tilfælde skulle vi piloter lige først se det punkterede dæk selv og vurdere omfanget, fortæller kaptajn på flyet Edd Arne Lund om episoden.

Det var en af passagererne på flyet, der opdagede det punkterede dæk, og som har givet besked til besætningsmedlemmerne om sin observation.

Beredskab klar i Nuuk

Flyets kaptajn beretter, at han tidligere har gennemført at lande blødt på grund af et punkteret dæk.

Da det punkterede dæk blev opdaget og vurderet af piloterne på flyet, har piloterne kontaktet operationscentret i Air Greenland i Nuuk og informeret om situationen. Mens beredskabet gør klar til landingen, har flyet kredset rundt om Nuuk, mens beslutning om landing blev taget og koordineret.

- Vores plan er at ramme landingsbanen blødt med venstre landingsstel først så tidligt på landingsbanen som muligt efterfulgt at det andet landingsstel. Det gik som planlagt. Flyet landede blødt på begge hoved hjul samtidig. Selv om flyet har to hjul på hver akse er det fuldt muligt at lande på et af dem, uanset det ene er punkteret, understreger Edd Arne Lund.

Passagerer med på planen

For at afhjælpe flyets vægtbalance under landingen, har besætningsmedlemmerne bedt passagererne om at flytte til den ene side af flyet.

Air Greenland oplyser, at passagerne er blevet oplyst om situationen før landingen, og at de alle er blevet debriefet efter landing.

- Så var det vigtigt at få debriefet passagererne og vi valgte at gøre det inde i flyet på forpladsen. Vores Cabin Attendant, Edvard Hammond, oversatte til grønlandsk og gav passagerne mulighed for at stille spørgsmål. Det var der ikke. De klappede, så var det ligesom en indikation på, at de var OK og kunne forlade flyet, forklarer kaptajnen.

Du kan se videoen af landingen på Air Greenlands Facebookside.

Powered by Labrador CMS