Fiskeriloven ændret på fiskernes dag
Koalitionen kalder det en ny start for fiskeriet, oppositionen sænker flaget på halv
På fiskernes og fangerens dag er fiskeriloven blevet ændret på to væsentlige punkter. (Foto: Leiff Josefsen).
Fiskere og fangere i blå kedeldragter og hvide isbjørnebukser var mødt talstærkt op på tilhørerrækkerne i landstingssalen til Inatsisartuts 3. behandling af to ændringer af fiskeriloven tirsdag formiddag, og Siumuts Finn Karlsen, Karl Lyberth, Jens Immanuelsen, Hans Enoksen og Aleqa Hammond og Atassuts Siverth K. Heilmann og Knud Kristiansen appellerede i halvanden time til medlem af naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit, om at tage forslaget af bordet.
Lige meget hjalp det: Med stemmetallene 13-10 stemte koalitionspartierne Inuit Ataqatigiit, Demokraterne og Kattusseqatigiit Partiiat ændringsforslagene hjem til oppositionspartierne Siumuts og Atassuts utilslørede raseri.
De to ændringer åbner mulighed for, at kredse i Grønland udenfor fiskeriet medfinansierer den nødvendige modernisering af det kystnære fiskeri til anslået 600 millioner kroner, og at det enkelte rederis kvoteandel stiger fra 10 til 15 procent for at skabe et mere rentabelt fiskeri.
En god dag
Efterårets sidste mødedag falder tilfældigt sammen med fiskernes og fangernes dag, men koalitionen og oppositionen ser vidt forskelig på den indflydelse på det kystnære fiskeri, som ændringen af fiskeriloven vil betyde i den omstrukturering, som alle partier finder nødvendigt at gennemføre for at fremtidssikre fiskerne og fiskeriet.
Ane Hansen: – Selv om ændringen af fiskeriloven har været i strid modvind, er vi på vej i sikker havn. I en globalisering verden er det tvingende nødvendigt at revidere fiskeriet, så vi kan afsætte vore produkter på verdensmarkedet. Vi vil ikke lukke fiskeriet, men udvikle et rentabelt fiskeri, så der også i fremtiden er fisk at fiske for fiskerne. Derfor har fiskernes dag været en god dag.
En sort dag
Finn Karlsen, Siumut: – De to ændringer af fiskeriloven vil betyde den samme koncentration i det kystnære fiskeri, som vi har oplevet i det havgående fiskeri. Derfor betyder ændringen, at de mindre fiskere bliver presset ud af fiskeriet, mens kapitalstærke kredse uden kendskab til fiskeri kommer ind i erhvervet. Derfor har fiskerens dag været en sort dag.
Knud Kristiansen, Atassut: – Landskassen skal med en styrket ESU-ordning være med til at finansiere omstruktureringen af det kystnære fiskeri, så det fortsat kan blive udført af fiskerne. Med de to ændringer vil fiskerne derimod ende som besætningsmedlemmer på kvotebaronernes fartøjer.