Fåreholdererhvervet markeret med himmelske delikatesser
Fredag eftermiddag havde levnedsmiddelskolen Inuili prøvesmagning på forskellige retter med lammekød for alle interesserede i Narsaqs medborgerhus, den gamle STI skole.
Det er tredje år i træk, at Narsaq, der jo er Grønlands hovedby for fåreavl og landbrug og derudover huser slagteriet Neqi a/s, markerer fåreavlen for at udbrede kendskabet til, og betydningen af dette erhverv.
Narsaq Museum havde fundet nogle gamle historiske fotografier af fåreholdersteder og personer frem, og siden onsdag udstillet dem i medborgerhuset.
Torsdag aften var der fokus på livet i en fåreholderbygd med foredrag af en kvinde, der er opvokset i Qassiarsuk.
Det største tilløbsstykke var fredag eftermiddag, hvor der var prøvesmagning af forskellige tilberedninger af lammekød. Og selv om regnen silede ned udenfor, var rigtigt mange mennesker mødt frem for at få motioneret deres smagsløg.
Det var Inuili-elever, der som en del af deres grunduddannelse havde lavet alle retterne, assisteret af 9. klasses skoleelever fra Narsap Atuarfia,
Ikke alene så retterne festlige ud, men de smagte mildt sagt også himmelsk. Lammesuppe, lammeburger, indbagt lam, lammefrikadeller krydret med grønlandsk post, kogt lam med karry grønlandske kartofler og tuparnaat, braiseret lam i skysovs samt gravad lam med crouton og kvan.
Det er Forebyggelses- og Kulturforvaltningen sammen med Narsaq Museum som stod for arrangementerne, og Neqi a/s, Brugseni samt levnedsmiddelskolen Inuili har sponsoreret.