Erik Jensen: Råstofmesse en stor succes

Naalakkersuisuq for råstoffer Erik Jensen er overbevist om, at turen til verdens største råstofmesse – PDAC i Toronto, der sluttede onsdag – har skabt nye og vigtige kontakter, der kan ende i værdifulde mineprojekter.

Erik Jensen ses her sammen med kronprins Frederik, der åbnede den grønlandske messestand på PDAC i Toronto.
Offentliggjort

- Det var en fantastisk tur med mange individuelle møder med aktører inden for mine-industrien, fortæller Erik Jensen, der torsdag landede i Nuuk sammen med mange andre forretningsfolk fra den dansk-grønlandske erhvervsdelegation.

- Grønlands Erhverv havde arrangeret et dialogmøde med repræsentanter fra industrien. Jeg fik viden om, hvilke forandringer de anser for vigtigt, hvis Grønland skal have opfyldt drømmen om en økonomisk givtig råstofbranche, fortæller Erik Jensen til Sermitsaiq.AG.

Vigtig feedback

Erik Jensen anser feedbacken som meget vigtig, og han understreger, at elementer skal indarbejdes i den kommende strategiplan for råstofområdet.

- Jeg vil tage initiativ til et møde med råstofudvalget og dernæst Naalakkersuisut og dele den viden, jeg har opsamlet på turen, forklarer Erik Jensen.

- Den samlede succes på råstofområdet kan først måles, når vi har indgået og fået nye licenser i hus. Det er en langstrakt proces, som jeg vil gøre alt for bærer frugt, understreger Naalakkersuisoq for Råstoffer.

Ros til GE

Han sender desuden en stor ros til Grønlands Erhverv og deres engagement med en erhvervsdelegation, der aldrig er set større.

- Jeg vil fremadrettet gøre mit til at involvere Grønlands Erhvervs og industrien, så vi fremadrettet og i fællesskab kan få tiltrukket nye internationale aktører inden for mine-industrien, fastslår Erik Jensen.

Powered by Labrador CMS