Erhvervslivet: Efterlyser åbenhed i RAL

Der er mange gode ting i den strategi, Royal Arctic Line har rullet ud. Men det kræver en høj grad af åbenhed, dialog og at man evner at få sine kunder med, lyder det fra erhvervslivet.

Offentliggjort

Formanden for Demokratiit, Jens-Frederik Nielsen, er ikke den eneste, der klager over manglende åbenhed i Royal Arctic Line. Det samme gør mange grønlandske erhvervsvirksomheder.

Det skriver avisen AG.

Grønlands Erhverv, som repræsenterer langt over 300 virksomheder, modtager mange henvendelser fra medlemsvirksomheder, der oplever en utilfredsstillende involvering i samarbejdet med rederiet.

- Der er mange dygtige mennesker i RAL, som også får ros med på vejen og som i det daglige løser vigtige opgaver for kunderne. Men de skal agere indenfor nogle rammer, hvor oplevelsen er at der er lav grad af involvering og åbenhed, vurderer GE’s direktør, Christian Keldsen.

- Der sker mange gode og spændende ting i den strategi RAL har lagt an og eksekverer, men det kræver en høj grad af åbenhed, dialog og at man evner at få sine kunder og interessenter med. Kunderne kan ikke vælge RAL fra, og netop derfor bør kravet til tovejskommunikation være så meget større, siger Christian Keldsen, som medgiver, at al forandring er svær.

Du kan læse mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS