Endelig: Søkabelskib på vej mod Sisimiut

Søkabelskibet Horizon Enabler sejlede i dag, lørdag, fra Nuuk med kurs mod Sisimiut for at reparere søkablet.

Offentliggjort

Der er godt nyt til internetkunderne fra Sisimiut og op til Kullorsuaq. Søkabelskibet er nemlig sejlet fra Nuuk lørdag morgen, for reparere bruddet i søkablet syd for Sisimiut.

Horizon Enabler ankom til Nuuk onsdag den 6. marts for at hente reservekablet, som skal erstatte det beskadigede kabel syd for Sisimiut. Nu er skibet på vej mod nord, det oplyser Tele-Post i en pressemeddelelse.

Fremme i weekenden

- Skibet forventes at være fremme i løbet af weekenden, hvorefter reparationen påbegyndes. Is forholdende vil være afgørende for, hvor hurtigt vi kan reparere søkablet, men vi håber at vi kan følge vores tidsplan, siger administrerende direktør Kristian Reinert Davidsen ifølge pressemeddelelsen.

Hvis vejret tillader det, og hvis der ikke er for meget storis, forventes reparationen syd for Sisimiut at være færdiggjort i midten af marts, oplyser Tele-Post.

Skal fortsætte til syd

Når reparationerne syd for Sisimiut er afviklet, skal Horizon Enabler fortsætte til Sydgrønland, hvor den næste reparation skal i gang. Man kan følge udviklingen omkring søkabelreparationerne teleselskabets hjemmeside.

Powered by Labrador CMS