Ellemann: Mærsk var enestående

Mærsk Mc-Kinney Møller havde et utroligt netværk og en enestående personlighed, siger tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Foto: Sermitsiaq.AG
Offentliggjort

Det er vanskeligt at overvurdere Mærsk Mc-Kinney Møllers betydning for dansk erhvervsliv. Og den afdøde skibsreders betydning rækker langt ud over den milliardvirksomhed, han stod i spidsen for.

Sådan lyder karakteristikken fra tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der kendte skibsrederen personligt og er tydeligt rørt over hans død.

Læs også "Mærsk Mc-Kinney Møller er død"

- Han har haft en helt enestående betydning. Både med sin egen indsats og det, han har inspireret andre til at gøre, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Han lærte Mærsk Mc-Kinney Møller at kende tilbage i 1970'erne, og i hans tid som udenrigsminister blev forholdet tæt.

- Han kendte selvfølgelig USA og Storbritannien, men om så det var i mærkelige afrikanske lande, så kendte han de mennesker, der betød noget, og de kendte ham, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Karakter og personlighed
Uffe Ellemann-Jensen fremhæver blandt andet Mærsk Mc-Kinney Møllers personlige indsats i forbindelse med den første golfkrig. Her udvirkede skibsrederen, at rederiets skibe blev sat ind for at hjælpe de amerikanske styrker.

Uffe Ellemann-Jensen fremhæver skibsrederens karakter og personlighed som noget ganske særligt, der var med til at gøre hans indflydelse så stor.

- Den kombination af begavelse, energi, charme og viljestyrke samlet i en person er meget sjælden. Det var medvirkende til, at han fik opbygget et internationalt netværk, som jeg tror, det er de færreste der har haft fornemmelse af, hvor utroligt stærkt det har været, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Mærsk Mc-Kinney Møller døde i nat på Rigshospitalet. Han blev 98 år.

Powered by Labrador CMS