Direktør stopper efter 15 år
Karsten Høy stopper som direktør i Nalik Ventures. Peter Christiansen konstitueres som direktør.
Den administrerende direktør i Selvstyrets erhvervsfremme-selskab Nalik Ventures A/S, Karsten Høy, fratræder sin stilling efter 15 år i jobbet.
Bestyrelsen har besluttet at konstituere den nuværende CFO(finansdirektør), Peter Christiansen, i stillingen som administrerende direktør. Det er bestyrelsen plan at igangsætte en rekruttering af en ny direktør i den nærmeste fremtid, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Karsten Høy udtaler, at han er stolt af den udvikling, som han og kolleger har skabt i Nalik Ventures A/S, som er en sammenlægning af de tre tidligere selskaber Greenland Holding, Greenland Venture og Innovation Greenland.
Tid til andre opgaver
- Tiden er nu moden til at jeg skal kaste mig over andre opgaver, og det vil jeg se frem til. Det er blevet til mange gode år og oplevelser i selskabet, og jeg ønsker selskabet og de dygtige medarbejdere al muligt held og lykke i deres videre arbejde, udtaler Karsten Høy
Bestyrelsesformand i Nalik Ventures, Miki Lynge, takker Karsten Høy for de 15 års tjeneste:
- Karsten har medvirket til, at Nalik Ventures A/S har indtaget en central plads i udviklingen af en lang række selskaber, og opbygget en portefølje af spændende virksomheder samt været katalysator opstart af nye virksomheder og erhvervsinitiativer i Grønland, siger Miki Lynge og fortsætter:
- Karsten er en af årsagerne til, at det har været muligt at lave et moderne venture, udviklings- og vækstcenter i Grønland. Et selskab, der er klar til at møde de fremtidsvisioner, der er for vores samfund. Fra en samlet bestyrelse kan jeg sige, at vi er taknemmelig for Karstens årelange indsats.
Bestyrelsesformanden understreger over Sermitsiaq.AG, at direktørens fratrædelse er frivillig og udramatisk.