krise i KNI

Derfor blev KNI-chefen fyret

Redegørelse fra Deloitte løfter sløret for, hvad der fældede KNI’s koncernchef, Claus Jensen

KNI's nu tidligere koncernchef Claus Jensen, der tiltrådte i marts 2012, blev fredag den 15. november fyret med omgående virkning
Offentliggjort

Ansættelse af konsulenter til millionlønninger.

Uretmæssig betaling for ægtefællens rejser til Danmark.

Og uretmæssig brug af KNI’s snescooter.

Det var en bred buket af kritikpunkter, der fik et flertal i KNI’s bestyrelse til at trække en streg i sandet den 15. november og afskedige koncernchef Claus Jensen efter blot et år og otte måneders ansættelse.

Kritikpunkterne fremgår af den redegørelse, som KNI’s revisionsfirma Deloitte udarbejdede for bestyrelsen, og hvis hovedpunkter Sermitsiaq har fået kendskab til.

Læs "Tidligere bestyrelsesformand belastet"

Tre breve
Efter generalforsamlingen i august, hvor selvstyret som eneaktionær indsatte erhvervsmanden og den tidligere Demokraterne-politiker Niels Thomsen som ny formand samt den islandske erhvervsmand Gunnar K. Gudmundsson som næstformand, ventede en omfattende opgave forude.

Bestyrelsen skulle forholde sig til i alt tre anonyme breve fra medarbejdere i virksomheden.

Fælles for brevene var, at de rejste en række kritikpunkter af den nu fratrådte koncernchef.

Hovedpunkterne var blandt andet, at koncernchefen i stor stil benyttede sig af dyre konsulentløsninger, primært fra Danmark, i stedet for at fokusere på lokale og billigere alternativer. Dertil kom kritik af, at Claus Jensen benyttede KNI’s targa-båd til private formål, fik anskaffet en snescooter på virksomhedens regning, og at han stod bag en meget kontant ledelsesstil over for medarbejderne.

Læs "KNI: Her er baggrunden for udskiftningerne"

Dyre konsulenter
Som et led i kortlægningen af anklagerne på det økonomiske område har Deloitte undersøgt bilag, specifikationer, bogføringsmateriale m.v. i virksomheden og afleveret en redegørelse til bestyrelsen.

Her fremgår det blandt andet, at Claus Jensen i to tilfælde havde ansat konsulenter, der modtog betalinger, som var på niveau med koncernchefens egen løn på 2,2 millioner kroner om året.

En strategikonsulent havde således i den samme periode, som koncernchefen var ansat, modtaget i alt 3,3 millioner kroner i løn. Og en chef på IT-området havde modtaget 2,5 millioner kroner i løbet af 13 måneder. De to konsulenter drev for begges vedkommende deres virksomhed i Danmark.

I yderligere to andre tilfælde har bestyrelsen også fundet, at to lokale konsulentansatte var lønnet for højt i forhold til niveauet i KNI, om end der ikke var tale om betaling på koncernchefniveau. I et af tilfældene havde konsulenten været ansat siden 2010.

Dyr snescooter
Deloitte har i tilgift konstateret, at koncernchefen har benyttet KNI’s targa-båd til privat sejlads. Der findes ikke retningslinjer på dette område i virksomheden. Men der har været uoverensstemmelser mellem Claus Jensens oplysninger og virksomhedens registreringer af brugen. Og disse uoverensstemmelser har - oven i de andre forhold - ikke talt til koncernchefens fordel.

Endvidere har Claus Jensen også fået indkøbt en snescooter til 102.415 kroner til KNI, som koncernchefen selv rådede over.

Ifølge Sermitsiaqs oplysninger var det officielle formål, at køretøjet skulle bruges til at transportere varer mellem Sisimiut og en nærliggende bygd, om end køretøjet aldrig kom i brug til disse opgaver.

Og endelig har revisionen også konstateret, at koncernchefens hustru uretmæssigt har fået betalt i alt seks returrejser mellem Grønland og Danmark.

Uro
Udover de økonomiske aspekter har KNI’s advokat, Niels Hansen Damm, Advokatfirmaet Malling og Hansen Damm, Nuuk, også afleveret en redegørelse til bestyrelsen om ledelsesforholdene i virksomheden.

Bestyrelsesformand Niels Thomsen har tidligere understreget, at både advokat og revision indstillede på baggrund af deres redegørelser, at samarbejdet mellem koncernchefen og KNI måtte ophøre - og at det var på den baggrund, at Claus Jensen fik en fratrædelsesordning.

Når det gælder ledelsesforholdene i handelsselskabet, var det en medvirkende årsag til fyringen, at koncernchefen ikke havde formået at genskabe roen i virksomheden - men ifølge advokatredegørelsen reelt øget problemerne.

I oktober blev en medarbejder i økonomiafdelingen anklaget for at have sendt et af de anonyme breve. Der var ingen håndfaste beviser og vedkommende nægtede at kende til sagen, men blev alligevel bortvist.

Det fik 14 medarbejdere og dermed halvdelen af de ansatte i afdelingen til at skrive et klagebrev og bakke op om deres kollega. Og næste skridt var derefter, at de 14 blev sendt hjem midlertidigt for at have mobbet de kolleger, som ikke havde skrevet under på brevet.

Ingen kommentarer
Sermitsiaq har forelagt oplysningerne for Niels Thomsen. Men formanden ønsker i lighed med tidligere ikke at kommentere grundlaget for bestyrelsens beslutning om at indgå en fratrædelsesaftale med Claus Jensen i detaljer.

- Vi har indgået en aftale om ikke at udtale os om indholdet af advokatens og revisionens redegørelser samt om indholdet af fratrædelsesaftalen med Claus Jensen. Og det står vi naturligvis ved, siger Niels Thomsen.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Claus Jensen.

Læs alle Sermitsiaq.AG's artikler om KNI her

Læs mere om KNI i den nye udgave af Sermitsiaq. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS