De ti bud til turister

Nogle turister tisser på husene i Ilulissat og har opført sig anmassende udenfor kirken ved konfirmationer. Nu vil Ilulissat diskuttere grænser for turisternes nysgerrighed.

Kul-turismens ti bud i Ilulissat. foto: Naja Habermann
Offentliggjort

– Turisme er godt, men god turisme er endnu bedre, siger museumsinspektør i Ilulissat Kirsten Strandgaard til Sermitsiaq.gl, der nu har sat en debat igang om de mange gæster udefra, der gør Ilulissat til turismens mekka i Grønland.

Omkring 25.000 turister lagde vejen forbi Ilulissat sidste år og der kommer endnu flere i år oplyser direktør i Destination Disko A/S Klaus Berg overfor Sermitsiaq.gl.

Og selvom turismen giver god omsætning for Ilulissat er der dog grænser for gæstfriheden. Sermitsiaq.gl bragte historie forleden en historie om, at børnehaven Angajo nu beskytter børnene mod turismen og forbyder fotografering af børnene.

Og museumsinspektør Kirsten Strandgaard, som byder en stor del af de 25.000 turister indenfor i Knud Rasmussens barndomshjem mener også, at turister nu er kommet for tæt på.

– Vi kan tage konfirmationerne sidste år som eksempel, hvor familien selvfølgelig tager mange billeder af konfirmanterne. Men når turisterne begynder at bede folk om at stille op til fotografering bagefter, så synes jeg, at det bliver for meget. Turisterne må gerne være der, men så må de holde sig i baggrunden og ikke forstyrre, siger Kirsten Strandgaard.

Hun bor selv tæt ved kajak-stativer ved stranden i nærheden af Zionskirken, som mange turister også kommer forbi.

– Jeg har oplevet at turisterne tissede på vores hus og det er simpelthen for meget. Jeg har ikke nogen myndighed til at bestemme hvordan turisterne skal opføre sig. Men jeg håber på at vi kan sætte en dialog igang mellem turismen og de lokale og diskuttere hvor tæt turisterne må komme på os, siger Kirsten Strandgaard, som også er åben for henvendelser gennem ilumus@ilulissat.gl.

Her er hendes ti bud, som hun kalder "Kul-turismens ti bud", som er tilpasset forholdene i Nordgrønland:

  • 1. Vis respekt for de mennesker, hvis land du besøger
  • 2. Opfør dig, som du ønsker, turister gør i din egen by
  • 3. Snak med og ikke om de folk, du møder
  • 4. Deltag i byens liv, men giv altid plads til byens egne borgere
  • 5. Spørg om lov før du fotograferer - en tøven betyder NEJ
  • 6. Respekter privatlivet, hold afstand til huse og gå kun på veje og stier
  • 7. I byer og bygder må du kun telte på campingpladsen
  • 8. Efterlad ikke affald i naturen - tag det med hjem eller brænd det
  • 9. Deltag i byens liv, men giv altid plads til byens egne borgere
  • 10. Gå ikke til hundene - de er arbejdsdyr, ikke kæledyr
Powered by Labrador CMS