Corona-krav gælder ikke vigtig lufthavn

Mittarfeqarfiit har for at mindske risikoen for coronavirus-spredning udsendt en meddelelse om, at man vil begrænse antallet af personer i lufthavnsterminalerne. Dette gælder imidlertid ikke for Grønlands største lufthavn.

Myndighederne accepterer at flere hundrede mennesker er stimlet sammen i lufthavnen i Kangerlussuaq trods risikoen for en øget smittespredning af coronavirus.
Offentliggjort

Epidemikommissionen har accepteret, at der må være langt flere personer i lufthavnen i Kangerlussuaq, end hvad myndighedernes egen anbefaling ridser op. Dermed er der større risiko for at blive smittet med coronavirus i lufthavnen i Kangerlussuaq end i andre grønlandske lufthavne.

- Der må maksimalt være halvdelen af det antal personer i lokaler, som de er godkendt til, oplyser Mittarfeqarfiit. Og i den anledning opfordrer man borgerne til, at man holder sig ude af terminalområdet, hvis man skal aflevere eller afhente en flypassager.

To personer pr kvadratmeter

Der må efter myndighedernes anbefaling kun være to personer pr kvadratmeter i et lokale. Det vil sige, at der eksempelvis i Nuuk og Ilulissat må opholde sig 150 personer, fortalte direktøren for Mittarfeqarfiit Henrik Estrup på dagens pressemøde.

- Med eksempelvis to afgange og to ankomster i Nuuk har vi den nødvendige kapacitet, fastslog lufthavnsdirektøren.

Henrik Estrup kunne imidlertid oplyse, at det ikke var muligt at indføre samme krav vedrørende lufthavnen i Kangerlussuaq. Her har Mittarfeqarfiit fået lov til at gøre en undtagelse i såvel terminal- som cafeterieområdet. Således accepterer man, at flere hundrede mennesker kan være stimlet sammen i lufthavnen.

- Vi ønsker ikke at sende nogen ud i kulden. Og vi bliver nødt til at acceptere, at der ikke er andet at gøre i Kangerlussuaq-lufthavnen, lød begrundelsen.

Powered by Labrador CMS