Corona har givet Tele-Post en hovsa-oplevelse
Coronapandemien har tvunget Tele-Post til at finde nye løsninger, som virksomheden fremadrettet kan profitere af.
”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”
Talemåden illustrerer på glimrende vis, hvad Tele-Post har lært under et coronaår, hvor dele af forretningen var udfordret af coronapandemien, men hvor man samtidig hev besparelser hjem, fordi man var presset til at finde nye løsninger under de stramme restriktioner.
- Vi har sparet mange penge på rejserestriktionerne. Hvor vi tidligere blot hev eksperter og konsulenter til Nuuk, når vi havde et problem eller ny opgave, ja, så har vi jo fundet ud af, at vi kan klare mange ting via onlinemøder, oplyser Tele-Posts administrerende direktør Kristian Reinert Davidsen til Sermitsiaq.AG.
Skjulte kompetencer
- Tænk blot på hvad det sparer os i tid, flybilletter og hotelomkostninger, at en udenlandsk ekspert kan hjælpe os på langdistancen. Hvor der tidligere skulle afsættes flere dage til opgaven kan vi nu klare den på få timer. Det er ikke småting vi taler om for en så specialiseret højteknologisk forretning som vores, forklarer topchefen.
Kristian Reinert Davidsen er samtidig overrasket over de skjulte kompetencer blandt hans medarbejdere, der er kommet frem i lyset i skyggen af coronapandemien.
Som eksempel fortæller topchefen om kystradioen i Aasiaat som i 2020 skulle have installeret, testet og idriftsat en ny it-platform.
- Der var tale om et østrigsk produktet, vi skulle have installeret. Det land var på det tidspunkt om nogen ramt og kunne ikke sende deres eksperter op til os for at klare opgaven. Det ville jo alt andet lige være det normale. Og opgaven skulle løses. Vi kunne ikke vente til pandemien var drevet over, forklarer Kristian Reinert Davidsen og fortsætter:
- Det viste sig, at vi selv kunne håndtere det hele med støtte via møder over netttet med de østrigske eksperter, der kunne guide os. Ja, vore medarbejdere afslørede, at de kunne klare opgaven og havde de nødvendige kompetencer, siger direktøren.
Vigtig læring
Kristian Reinert Davidsen lægger ikke skjul på, at han er overrasket over den måde medarbejdere og virksomhed agerer på, når man er presset til det af omstændighederne.
- Coronapandemien har været en vigtig læring for os. Vore medarbejdere skal naturligvis igen ud at rejse, når det eksempelvis gælder kurser og konferencer. Men det er vigtigt, at det vi har lært ikke går i glemmebogen, når coronapandemien forhåbentlig snart er et overstået kapitel, understreger direktøren.