flere måneders strid
Comby: Vi standser leverancen til KNI efter afpresning
Ifølge Comby har KNI brugt afpresningsmetoder for at komme ud af en IT-kontrakt ved uberettiget at tilbageholde betalinger for flere millioner kroner
- Med øjeblikkelig virkning og på baggrund af flere måneders tvist omkring uberettiget tilbageholdelse af betalinger ser Comby sig desværre nødsaget til at stoppe alle leverancer til KNI A/S.
Sådan meddeler Brian Torp, administrerende direktør i Comby A/S.
- Igennem flere måneder har KNI anvendt afpresningsmetoder for at komme ud af en eksisterende IT-kontrakt ved uberettiget at tilbageholde betalinger for flere millioner kroner. Konsekvensen er, at medarbejdere som administrativt såvel som direkte har været forbundet med kontrakten afskediges for at reducere de variable omkostninger. At skulle sige farvel til dygtige og engagerede medarbejdere er altid en barsk opgave, men i denne situation er der desværre ikke andre muligheder, pointerer Brian Torp i en pressemeddelelse.
De indgåede kontrakter, som er stridens kerne, omhandler driften af IT-infrastrukturen mellem KNI og deres butikker samt datterselskaber. De første kontrakter blev indgået for mere end 10 år siden, og de har fungeret under skiftende direktioner, uden at Comby nogensinde har modtaget én eneste klage, påpeger Brian Torp.
- Comby er heldigvis en stærk og velkonsolideret virksomhed, så dette får ingen indflydelse for vores øvrige kunder, forklarer Brian Torp.
Læs kommentar fra KNI i "KNI: Retsligt efterspil venter med Comby"