Chefredaktøren anbefaler: Flere turister - flere klager

Dansk ægtepar får nedslag i billetprisen, fordi is umuliggjorde landgang i Ilulissat.

Ikke alle krydstogtskibe kommer så tæt på Ilulissat.
Offentliggjort

Krydstogtskibene sværmer om Grønland i denne sommer, men flere turister betyder også flere klager.

En del af klagerne havner hos Pakkerejse-Ankenævnet i Danmark, som behandler klager fra forbrugere vedrørende pakkerejser. (En pakkerejse er et rejsearrangement, som består af en kombination af mindst to forskellige typer rejseydelser på den samme rejse – for eksempel et krydstogt med sejlads og ophold ombord).

Chefredaktøren anbefaler:

Denne artikel er hentet fra avisen Sermitsiaq og udvalgt af chefredaktør Dorthe Olsen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Pakkerejse-Ankenævnet har netop afsagt kendelse i en sag om en krydstogtrejse til Grønland.

Sagen kort: Et ægtepar købte en krydstogtrejse fra Danmark over Orkney-øerne og Island til Grønland hos selskabet Krydstogteksperten ApS i Lunderskov. Pris for to personer, inklusiv udflugter og service charge: 77.548 kroner. Rejsen med krydstogtskibet MCS Poesia varede fra 9. til 30. juli 2022.

Både i rejsebureauets brochure og hos ægteparret blev en vandretur i Ilulissat forbi Isfjordscenteret til isbræen beskrevet som turens absolutte højdepunkt. Men ak: Da MCS Poesia ankom til Ilulissat, var isen så massiv, at krydstogtskibets kaptajn ikke turde nærme sig byens havn. I stedet lå skibet uvirksom i 36 timer i Diskobugten, og vandreturen til isfjorden blev aflyst.

Tvist afgjort

Rejsearrangøren gjorde gældende, at sejlads i Grønland foregår på naturens betingelser og kaptajnens suveræne afgørelser. Der tages altid forbehold for ændringer i sejlruten på grund af vejr og vind, som ikke giver ret til refusion i prisen.

Kaptajnen på MSC Poesia vurderede den pågældende dag i juli 2022, at det på grund af den massive is ikke var muligt at gå så tæt på Ilulissat, at tenderbådene kunne sejle passagererne til kaj i havnen på en forsvarlig måde.

Rejsearrangøren tilbagebetalte 400 kroner for den aflyste vandretur til isfjorden, og samtidig blev ægteparret tilbudt en kontant kompensation på 7.186 kroner (10 procent af rejsens pris) eller et gavekort til en værdi af 14.372 kroner (20 procent af rejsens pris) til en fremtidig rejse.

Klageren var ikke tilfreds med dette tilbud, men krævede halvdelen af billetprisen, i alt 35.868 kroner.

– MSC Poesia er et udmærket krydstogtskib, men overhovedet ikke udstyret til sejlads i Diskobugten, og tenderbådene burde være af en kvalitet, så de kunne forcere lidt pakis, argumenterede ægteparret.

Rejsepakke-Ankenævnet finder det ubestridt, at 1) anløbet i Ilulissat blev aflyst, 2) at skibet lå uvirksom i Diskobugten i 36 timer, og 3) vandreturen til isfjorden blev aflyst.

– Trods forbehold for vejr og vind har rejsen været behæftet med mangler, der berettiger klageren til et nedslag i prisen, siger ankenævnet i sin afgørelse.

Ægteparret er tilkendt en skønsmæssig erstatning på 7.800 kroner for det mistede ophold i Ilulissat i 36 timer.

Powered by Labrador CMS