Camp Kangiusaq blev indviet med manér

Fredag blev Camp Kangiusaq officelt åbnet med champagne, sang og flotte ord.

Camp Kangiusaq appelerer til naturelskere. Anders RytoftBorgmester Avaaraq S. Olsen holder tale. Anders RytoftJosepha Lauth Thomsen optræder med traditionel maskedans. Anders RytoftAnders Lykke Laursen, direktør i Nuuk Water Taxi, byder gæsterne velkommen i Camp Kangiusaq. Anders RytoftTelt i Camp Kangiusaq. Anders Rytoft
Offentliggjort

Tre gule taxi-både slalomer gennem fjorden med en fart på omkring 25 knob.

Det har de gjort i lige knap to timer, da et dusin af beigefarvede små trekanter kommer til syne i horisonten. Og det vækker begejstring i den gule Targa 37, hvor blandt andre Nuuks nyudnævnte borgmester, Avaaraq S. Olsen (IA), er med ombord.

Solen skinner skarpt, da bådene lægger til inde i fjorden.

- Jeg er spændt på at se, om det er et sted, hvor jeg skulle holde en forlænget weekend med mine børn.

Det er Allan Sanderhus Madsen, sælger i Bygma Grønland, der har valgt at tage en dag ud af kalenderen for at deltage i dagens indvielse. Han har store forventninger til Camp Kangiusaq, som Anders Lykke Laursen, direktør i Nuuk Water Taxi, står bag .

- Anders har generelt en meget professionel tilgang til det hele, men det sker i et tempo, hvor vi alle sammen synes, det er rart og hyggelligt.

I pagt med naturen

Nogle nyder udsigten over fjorden, som strækker sig så langt øjet rækker mellem de stejle fjelde, mens andre studerer teltene, der er udstyret med gulvtæppe og komfortable senge.

Anders Lykke Laursen byder sine gæster velkommen. Folk samler sig i små klynger - og får skænket champagne i glas.

Vejret er godt. Camp Kangiusaq er fuld af mennesker.

- Beliggenheden er i top. Det er indbydende og så ser det lækkert ud, når man kommer sejlende, konstaterer Henrik Søe, marketingschef i Air Greenland.

Og det er ikke uden betydning for flyselskabet.

- Det betyder, at der er nogle steder, hvor turisterne kan tage hen. Ingen vil tage til Grønland, medmindre der er noget at opleve. Her må man bare sige, at naturen og stedet harmonerer sindssygt godt sammen. Det er i pagt med naturen, siger Henrik Søe.

Stemningen er høj. Men lige pludselig bliver al opmærksomhed rettet mod en kvinde, der bevæger sig rundt blandt gæsterne. Hun er højlydt og har en pind i munden, som udspiler hendes kinder.

Det ene øjeblik sætter hun sig på hug og laver grimasser, det andet øjeblik går hun helt tæt på udvalgte gæster. De enten fryser eller løber væk fra hende. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man fristes til at tro, at hun boede lige her i fjeldet.

Det viser sig (heldigvis) at være et underholdende indslag, som tager udgangspunkt i den traditionelle maskedans. Det forklarer Josepha Lauth Thomsen efter nogle anspændte minutter. Det er hende, som gemmer sig bag den røde og sorte ansigtsmaling.

TripAdvisor

Det er blevet tid til en række taler, hvor blandt andre Anders Lykke Laursen, borgmesteren og sekretariatschefen i Grønlands Erhverv vil sige et par ord i dagens anledning.

Anders Lykke Laursen lægger ud. Han fortæller, at dagen i dag markerer Nuuk Water Taxis næste store skridt som turistoperatør ved både at være vandoperatør, men nu også overtnatningsoperatør. Han refererer til et citat af Pipi Langstrømpe: Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert. Det har været mantraet, siden Anders Lykke Laursen opsagde sin kontorstilling til fordel for tilværelsen som iværksætter.

Folk klapper.

Karsten Lyberth Klausen fra Grønlands Erhverv roser projektet.

- Ethvervt tiltag baseret på private investeringer er en sejr for den samfundsmodel, vi arbejder for. Grønlands Erhverv ønsker et samfundet baseret på et stærkt erhvervsliv:

- Og netop turisme er en af de økonomiske søjler, vi håber, at kunne støtte os endnu mere op ad i fremtiden, siger han.

Avaaraq S. Olsen kan allerede efter en halv time konstatere, at der er mange topkarakterer på vej til Camp Kangiusaq på TripAvisor. Hun kan ikke forestille sig et bedre, renere og mere værdifuldt sted at placere et overnatningssted end her.

- Og det er lige præcis den slags oplevelser vi i Nuuk skal tilbyde vores turister, siger borgmesteren, der er glad og stolt over at se et projekt som Camp Kangiusaq blive til virkelighed.

Regn og kage

Musiker Frederik Elsner spiller guitar og synger sange, mens det grønlandske flag blafrer i baggrunden. De ansatte har anrettet et langt bord med grillet mad og tapas, men ligesom gæsterne har fundet sig godt til rette, begynder det at øsregne.

Gæsterne stimler sammen inde i hovedteltet. Men det omskiftelige vejr er ikke nok til at ødelægge den gode stemning i Camp Kangiusaq, som nu byder på lagkage og friskbrygget kaffe.

Allan Sanderhus Madsen er meget imponeret over konceptet og omgivelserne.

- Jeg skal helt sikkert herud engang i sommer. Men jeg vil forsøge at gå efter nogle dage, hvor det forhåbentligt ikke regner, siger han.

Klokken 14 slalomer de tre gule taxi-både retur til kolonihaven i Nuuk.

Powered by Labrador CMS