Cairn tror fortsat på succes i Grønland
Det skotske olieselskab fastslår i halvårsrapport, at olieprøveboringerne ved Grønland – trods hidtil mangel på jackpot – er den rette investering for selskabet
har endnu ikke fundet olie ved Grrønland. Men selskabet er stadig overbevist om, at de rigtige geologiske forhold er til stede. Foto: Cairn Energy Cairn Energy
Cairn Energy
"Koncernens stærke finansielle position og fokus på udforskning har gjort det muligt at udvikle en strategi og en førende position, når det gælder olieprøveboringer i et yderområde som Grønland".
Det fastslår bestyrelsesformanden for det skotske olieselskab Cairn Energy, Bill Gammel, indledningsvis i en ny halvårsrapport om selskabets samlede aktiviteter.
Den optimistiske tone slås an, selv om selskabets milliardinvesteringer i olieprøveboringer ved Grønland sidste år var en nitte, og at der hidtil ikke er kommet positive meldinger om de igangværende prøveboringer, der så småt lakker mod enden.
I halvårsrapporten understreger Cairn Energy, at selskabet stadig mener, at de nødvendige geologiske forhold for en succes er til stede i Grønland.
Olieselskabet har licens til 11 blokke på et samlet areal af 102.000 kvadratkilometer. Det svarer til 450 blokke i den britiske del af Nordsøen. Selv om der endnu ikke er fundet olie og gas til kommerciel produktion, fremhæver Cairn Energy, at olieselskabet med de hidtidige boringer har sikret sig en betydelig mængde vigtige data og viden, som vil indgå ved tilrettelæggelsen af den videre olieefterforskning.
Halvårsrapporten nævner også, at Carin Energy har gennemgået en markant udskiftning i den absolutte topledelse de seneste seks månder.
Bill Gammel har overtaget bestyrelsesformandsposten efter Norman Murray, der ifølge rapporten ønskede nye udfordringer, og Simon Thomson er blevet udnævnt som administrerende direktør.
Sidstnævnte har ikke mindst spillet en afgørende rolle i selskabets strategi, når det gælder Grønland og olieinteresserne i Indien, skriver Bill Gammel i statusrapporten.