Bolt Lamar med til global event

Et iværksættermakkerpar og en skuespiller fra Grønland har været med i den internationale begivenhed Creative Business Cup, som kan give forretningsmuligheder og netværk over hele verden.

Bolt Lamar var med i Creative Business Cup den 3.-4. juni og fik en international partner til at promovere sit tøjmærke. - Søren Würtz / NAPA
Bolt Lamar var med i Creative Business Cup den 3.-4. juni og fik en international partner til at promovere sit tøjmærke. - Søren Würtz / NAPA
Angunnguaq Larsen holdt tale om iværksætteri og kulturelle aspekter i arbejdet i Grønland.
Offentliggjort

Makkerparret Arny Mogensen og Mala Johnsen bag tøjmærket Bolt Lamar, og skuespiller Angunnguaq Larsen har tidligere på måneden været med til det globale event Creative Business Cup.

Eventet samler iværksættere i de kreative erhverv fra hele verden og giver forretningsmuligheder og mulighed for at skabe mere bredt netværk.

Det er Nordisk Institut i Grønland, NAPA, der har inviteret iværksætterne bag Bolt Lamar til eventet, mens Angunnguaq Larsen var inviteret som jurymedlem i den internationale finale, hvor mere end 50 lande deltog.

Vokset sig lokalt

I Creative Business Cup deltager der flere iværksættere, talere, investorer og mere til fra flere end 80 lande. For at kunne deltage i konkurrencen skal iværksætteren have et produkt, der har potentiale på markedet og må have rettigheder til sit eget produkt.

Arny Mogensen og Mala Johnsens lokale virksomhed, Bolt Lamar, der har base i Nuuk, har vokset sig stor og sund og makkerparret mener, at det er på tide at kigge ud over Grønlands grænser:

- Vi er meget åbne for, hvordan vores virksomhed skal udvikle sig, og derfor takkede vi ja til at deltage ved Creative Business Cup. Vi fik virkelig meget ud af det i forhold til internationalt netværk, og vi har fået en konkret forretningspartner, fortæller makkerparret ifølge NAPA.

Grønland skal være mere synlig

En af NAPA’s opgaver er at synliggøre arktiske perspektiver i hele Norden, og at fremme et bæredygtigt samfund. Direktør i NAPA, Søren Würtz forklarer, at det kun er naturligt for instituttet at arbejde for at fremme lokale iværksættere internationalt.

- Det er vigtigt, at de kreative fra Grønland præsenterer deres egne perspektiver i internationale sammenhænge, siger han.

Skuespiller og musiker, Angunnguaq Larsen, holdt et oplæg under Creative Business Cup, der blev holdt i København 3.-4. juni. Hans pointer var, at både de strukturelle og historiske kulturelle rammer er markant anderledes i Grønland, og at grønlændere derfor tænker kulturelt iværksætteri på måder, hvor mennesker er en del af et fællesskab.

- Mange af deltagerne på eventet vidste intet om Grønland, men efter præsentationen tror jeg faktisk, at mange af dem vil vende opmærksomheden mod os, og vil samarbejde med os. Ikke bare som turister men som samarbejdspartnere, siger Angunnguaq Larsen.

Powered by Labrador CMS