årsregnskab

Bedste årsresultat i Royal Greenlands historie

Grønlands største virksomhed fik i 2013/2014 et 'tilfredsstillende' driftsresultat med et overskud på 199 millioner kroner før skat

Royal Greenlands administrerende direktør Mikael Thinghuus
Offentliggjort

Royal Greenland opnåede et overskud for 2013/2014 på 199 millioner kroner før skat.

Bestyrelsen anser årets resultat som ’tilfredsstillende’.

- Trods en lavere omsætning på grund af frasalget af fabrikken i Wilhelmshaven er det lykkedes Royal Greenland at opnå et tilfredsstillende resultat før skat på 199 millioner kroner. Det er det bedste resultat før skat i koncernens historie. Omend salget af Royal Greenlands minoritetsandel i det amerikanske Iquique rederi har bidraget, har driften også i dette regnskabsår været rigtig god, skriver Royal Greenlands administrerende direktør Mikael Thinghuus.

Regnskabsåret 2013/14 er det fjerde år i træk med vækst i kerneforretningerne og med et solidt overskud.

Vil være førende leverandør af nordatlantisk seafood
- Med de opnåede resultater har Royal Greenland nu skabt den finansielle frihed og styrke til at realisere målsætningen om at blive verdens førende leverandør af nordatlantisk seafood, nøjagtig som vi har planlagt i henhold til vores strategi 'The North Atlantic Champion', siger Mikael Thinghuus.

Trods det flotte resultat er torsk fortsat en tabsgivende forretning for Royal Greenland med et tab i regnskabsåret på mere end 30 millioner kroner, hvilket dog er en forbedring i forhold til året før. Det skyldes, at torskepriserne fortsat har været lave.

Har reduceret gælden
Koncernens egenkapital er vokset til 1.166 millioner kroner, og selskabets soliditet udgør 33,2 procent mod 28,4 procent sidste år. Egenkapitalen er nu større end den nettorentebærende gæld.

I henhold til aftale med selvstyret er der afsat 34 millioner kroner i udbytte svarende til 25 procent af årets resultat.

- Vores gæld er reduceret med næsten 1,5 milliarder kroner, vores resultat før skat har de seneste tre år ligget på niveauet 150-200 millioner kroner i forhold til et tab på 200 millioner kroner, da det så sortest ud, og vi har vendt en negativ salgsudvikling til en særdeles sund fremgang i kerneforretningsområderne. Den samlede værdi af den udvikling er adskillige milliarder kroner. Hertil skal så lægges de væsentligt større udbetalinger til de grønlandske fiskere og den positive værdi for både medarbejdere og samfundsøkonomien af de næsten 200 arbejdspladser, der er skabt i Royal Greenland, skriver Mikael Thinghuus i en kommentar til årsresultatet.

Royal Greenlands medarbejderstab i Grønland er i de sidste tre regnskabsår forøget med 23 procent svarende til 186 fuldtidsstillinger. Tilvæksten er sket på kysten og i selskabets hovedkontor i Nuuk.

Powered by Labrador CMS