BankNordik indfører negative renter

BankNordik har fremlagt en plan, der skal skære i omkostningerne og øge bankens indtægter med 40 millioner kroner. Det betyder blandt andet, at privatkunder fra marts 2020 skal betale negative renter.

Bankdirektør Árni Ellefsen, BankNordik vil ikke fortsætte med at tilbyde produkter, som banken taber penge på.
Offentliggjort

Obs: Opdateret kl. 8.34, red.

Privatkunder i BankNordik, der har et indestående på over 500.000 kroner, vil fra 1. marts 2020 skulle betale en negativ rente på 0,75 procent. Desuden vil pensionsmidler også blive påført samme negative rente, og her er der ingen minimumsgrænse.

I en pressemeddelelse oplyses det, at børn og unge under 29 år er undtaget af de negative renter og får i stedet 0,00 % p.a. på alle indlånskonti og pensionskonti.

Samtidig, oplyser BankNordik, er det endnu ikke fastlagt, hvilke udlånstyper, der vil blive omfattet af rentenedsættelser, men dette vil blive meldt ud i løbet af de næste måneder.

Bankens fordelsprogram bliver også ændret, så man fremover kun opererer med to niveauer, og nye – rige – privatkunder vil ikke blive tilbudt Private Banking. Desuden lukker banken to filialer i Danmark.

10 medarbejdere afskediges

Ændringerne medfører, at banken vil afskedige 10 medarbejdere samtidig med at en række ikke-besatte stillinger nedlægges. Af selskabsmeddelelsen, som BankNordik har udsendt, oplyses det ikke, om reduktionen i antallet af medarbejdere kommer til at berøre den grønlandske del.

BankNordik begrunder sparerunden med det lave rentemiljø, ændrede markedsvilkår og nye kapitalkrav.

- Vi er glade for, at vores privatkunder indtil nu ikke har skullet betale for at have deres opsparinger i banken. De negative renter ser dog ud til at fortsætte, og selvom det ikke har været nogen nem beslutning, har vi nu valgt at indføre negative renter på pensionsmidler samt på privatindlån, der overstiger 500.000 kr. Denne øvelse handler først og fremmest om, at vi som en ansvarlig bank ikke kan fortsætte med at tilbyde produkter, som vi taber penge på”, siger Árni Ellefsen, administrerende direktør i BankNordik, i en selskabsmeddelelse, der blev udsendt torsdag morgen grønlandsk tid.

Powered by Labrador CMS