regnskab
BankNordik har øget indtjeningen
Den grønlandske del af BankNordik bidrager til, at den færøske bank nu kan fremvise et flot driftsresultat
Målt på driftsresultat blev andet kvartal BankNordik-koncernens bedste i nyere tid.
Det oplyser den færøske bank i forbindelse med, at banken som børsnoteret på fondsbørsen i København netop har offentliggjort halvårsregnskabet for første halvår af 2013.
Målt på driftsresultatet blev andet kvartal i år som nævnt bankens bedste i nyere tid. Det var også gældende i Grønland, hvor driftsresultatet før nedskrivninger landede på seks millioner kroner i andet kvartal.
Det sker på baggrund af et svagt stigende udlån til BankNordiks grønlandske kunder.
- Også her i Grønland har banken gjort nogle effektiviseringstiltag det seneste år for at styrke konkurrenceevnen, hvilket bankens kunder vil mærke i den kommende periode, idet banken har til hensigt at vinde markedsandele ved at være konkurrencedygtig, forklarer Bjartur Nolsøe, områdedirektør for BankNordik.
BankNordik-koncernen forventer fortsat, at resultatet før kursreguleringer og skat i 2013 som helhed bliver mellem 130 og 160 millioner kroner, hvilket er en væsentlig fremgang fra 102 millioner kroner i 2012.