Bankdirektør: Ny politisk kurs nødvendig

Politikerne skal ind på en ny kurs, når det gælder fiskeripolitikken. Det nytter ikke blot at hæve kvoterne igen og igen ud over den biologiske rådgivning i et forsøg på at sikre jollefiskerne den nødvendige indtjening. Det fastslår Grønlandsbankens direktør Martin Kviesgaard.

Bankdirektør Martin Kviesgaard mener, at "vi er ved at se et økonomisk kollaps".

Bankdirektør Martin Kviesgaard, Grønlandsbanken, sender en usædvanlig kraftig opfordring til landets politikere og Naalakkersuisut. Det sker, efter at banken har besluttet, at man ikke længere vil finansiere det grønlandske jollefiskeri.

- Fiskeriet skal foregå på et bæredygtigt grundlag, lyder det klare budskab fra bankdirektøren.

Svært at forsvare

Han mener, at det helt grundlæggende er svært at forsvare, at banken finansierer ikke-bæredygtigt fiskeri.

- Både vi og Grønland vil jo gå stik imod det, der forventes af os som bank og land, hvis vi fortsætter, fastslår Martin Kviesgaard over for Sermitsiaq.AG, og henviser til de mange gange, fiskekvoterne er hævet langt over de biologiske rådgivninger, samtidig med at antallet af fiskerilicenser er øget voldsomt.

Han mener, at der er behov for mere MSC-certificering af fiskeriet, hvilket vil spille fint sammen med forventningen om, at Grønland selv handler på bæredygtighed, baseret på FN’s SDG-mål.

Økonomisk kollaps

- Jeg frygter, at Grønland både risikerer at blive stemplet som ikke-bæredygtig, men også at vi er ved at se et økonomisk kollaps i erhvervet udspille sig i takt med, at fiskene bliver færre og mindre og mindre. Vi er simpelthen nødt til at sige stop, siger Martin Kviesgaard.

- Banken håber naturligvis, at der vil komme et skift i fiskeripolitikken på jolleområdet, så vi igen kan finansiere de bedste fiskere og gode kunder, vi har i erhvervet, siger Martin Kviesgaard.

Powered by Labrador CMS