MSC-mærkning
Bæredygtighed har stor betydning for forbrugerne
MSC-mærkningen af hellefisken kan blive afgørende for eksporten. Hellefisk udgør næsten en tredjedel af landets samlede eksport
Forbrugerne lægger i stigende grad vægt på bæredygtighed. Det er meldingen både fra detailhandlen og eksperter.
Derfor kan det blive afgørende vigtigt, at det i går lykkedes at få MSC-mærkningen for hellefisk fanget uden for Vestgrønland på plads.
- Dansk Supermarked har som mål, at alle de fisk vi sælger skal være bæredygtige i år 2020, siger kommunikationskonsulent Kasper Reggelsen i Dansk Supermarked til Sermitsiaq.AG.
Forbrugerne ønsker bæredygtighed
Dansk Supermarked er Danmarks største detailhandelskæde og driver blandt andet Netto og Føtex. I 2015 var 56 procent enten MSC-mærket eller ASC-mærket (for opdrættede fisk). Men målet er altså at nå op på 100 procent.
- Vi kan se, at forbrugerne er optaget af at fisk er fanget bæredygtigt, siger Kasper Reggelsen.
LÆS OGSÅ: MSC-mærker til hellefisk
Mærker kan hjælpe med at finde rundt
Eksperterne bekræfter tendensen. Retail Insitute of Scandinavia er en konsulentvirksomhed for detailhandlen.
- Der er ingen tvivl om, at forbrugerne i stadig stigende grad efterspørger bæredygtighed, økologi og dyrevelfærd, siger Dorte Wimmer, direktør i Retail Insitute of Scandinavia.
Hellefisk udgjorde i 2015 29 procent af den samlede grønlandsk eksport. MSC-mærkningen kan blive helt afgørende for at fastholde markederne.
- Forbrugerne benytter disse mærker til at navigere, når de skal vælge deres varer, siger Dorte Wimmer.
Hun påpeger dog, at der kan blive så mange mærker, at det forvirrer forbrugerne. De stærkeste ti mærker, vil være dem, som forbrugerne kan huske.