Atassut vil hjemtage fødevareområdet

Aqqalu Jerimiassen foreslår, at Naalakkersuisut udarbejder en redegørelse for, hvad det vil koste at hjemtage fødevareområdet

Offentliggjort

Der er gevinster at hente ved at hjemtage fødevareområdet. Det mener, Aqqalu Jerimiassen (A), der derfor foreslår, at Naalakkersuisut udarbejder en redegørelse om, hvad det vil kræve.

- Vi skal selv kunne godkende import af fødevarerne fra udlandet, der kommer hertil, og for at sikre dette skal vi have kontrol over det ved at hjemtage Fødevaremyndigheden, skriver han i sin begrundelse for forslaget.

Redegørelsen skal klarlægge, hvad det koster i startomkostninger og den daglige drift. Men den ska ligeledes beskrive de administrative konsekvenser.

- Vi vil desuden styrke muligheden for at beskytte borgernes sundhed og bedre kontrollere fødevarer, der kan skade miljøet og forhøje selvforsyningen. Vi er klar til at hjemtage dette store ansvarsområde.

- På længere sigt tror vi på, at der vil blive skabt arbejdspladser på erhvervet, hvor samarbejde mellem erhvervet, selvforsyning, kontrol og lovgivning vil eliminere barriererne.

Redegørelse stoppet af valg

Allerede i 2015 fik Naalakkersuisut til opgave et udarbejde en redegørelse over hjemtagningen af samtlige områder, som skulle ligge klar til forårssamlingen 2018. Men så udskrev Km Kielsen valg og redegørelsen blev aldrig gjort færdig. Redegørelsen skulle have dannet grundlag for en prioritering af, i hvilken rækkefølge områderne skal hjemtages.

Naalakkersuisut mener fortsat, at det er vigtigt at prioritere rækkefølgen.

- For Naalakkersuisut er det et spørgsmål om prioritering på et veloplyst grundlag af hvilke områder der kræver hjemtagelse her og nu, skriver naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Jens Immanuelsen (S) i sit svarnotat.

Naalakkersuisoq bakker dog op om, at der udarbejdes en redegørelse for hjemtagelse af fødevareområdet, men påpeger samtidigt, at man skal tænke sig grundigt om.

- Hertil kommer, at der forinden en eventuel overtagelse af dette område skal ske en nærmere vurdering af mulige økonomiske og administrative konsekvenser for fiskerisektoren, der i dag står for værdien af 90 procent af vareeksporten. En belysning af mulige fordele og ulemper og vurdering af de samlede konsekvenser for landets vigtigste erhverv vil i sagens natur skulle ske i samarbejde med erhvervet. Herunder vil det endvidere være relevant at inddrage erfaringer fra blandt andet Færøerne.

Inatsisartut skal behandlde forslaget i dag.

Powered by Labrador CMS