Arbejdsmiljøet skal forbedres med ny lov
En ny lov om arbejdsmiljøet, som skal svare til danske standarder, der hvor det giver mening, er undervejs i Folketinget, oplyser MF Aaja Chemnitz.
I lyset af de seneste mange års ulykker og hændelser på arbejdspladser rundt om i landet har den danske regering besluttet sig for at øge fokus på arbejdsmiljøet.
Det oplyser Aaja Chemnitz, medlem af Folketinget for IA, i en pressemeddelelse. Hun glæder sig over den nye arbejdsmiljølov, der er på vej i Folketinget.
Lovforslaget, som vil blive fremsat i Folketinget i løbet af februar, handler om, at den grønlandske lov om arbejdsmiljøet skal svare til danske standarder, der hvor det giver mening. Og det er IA-politikeren meget begejstret over.
- Der har de senere år været alvorlige ulykker på byggepladser, ligesom vi ved, at stress, sexchikane og mobning kan være del af et giftigt arbejdsmiljø. Derfor kommer denne lov på baggrund af et vedvarende pres fra Inuit Ataqatigiit på den danske regering, siger Aaja Chemnitz, som glæder sig over, at regeringen har lyttet.
Arbejdsmiljøet i omsorgssektoren
IA har stillet ti krav til den nye regering, hvoraf et af kravene netop handler om arbejdsmiljøet, altså etablering af en stærkere tilsynsenhed, og at der arbejdes forebyggende med at minimere ulykker, stress, sexchikane og dårlig adfærd på arbejdspladserne.
Inuit Ataqatigiit ønsker også at afsætte midler til at lave flere undersøgelser om arbejdsmiljøet, især i omsorgssektoren.
- Jeg har talt med nogle virksomheder, som til min store glæde udviser interesse for at bidrage til et forbedret arbejdsmiljø. Gennem arbejdsmiljøundersøgelser bliver der sat fokus på de områder, som vi bør forbedre og følge op på ledelsesmæssigt og politisk.
Sådan lyder det videre fra Aaja Chemnitz, som er glad for, at debatten nu bliver taget op i Folketinget.
Fagforeningen Atorfillit Kattuffiat har ifølge IA lavet en god undersøgelse vedrørende socialrådgivere. Men partiet ønsker også, at der bliver lavet en om ansatte, som arbejder i vuggestuer, børnehaver og alderdomshjem og i en række af de selvstyreejede selskaber.