Ane Hansen afviser ”hval-sludder”
Den seneste tids kritik fra dyreværnsorganisationer er noget sludder, som ikke skal tages seriøst, lyder det fra Ane Hansen før IWC-møde

- Tænk hvis min mand, som er halvt dansk eller min datter som er kvart dansk ikke må spise hvalkød, fordi de ikke 100 procent er en del af et oprindelig folk. Det giver jo ingen mening.
Så klar er medlem af naalakkersuisut for fangst og fiskeri Ane Hansens afvisning af dyreværnsorganisationen Whale and Dolphin Conservation Societys kritik.
Læs "Ønske om flere hvaler er latterligt"
Organisationen mener ikke, Grønland skal have ret til at fange flere hvaler, fordi vi her til lands også sælger hvalkød til turister og folk, der ikke tilhører et oprindeligt folk.
- Det, de siger, er noget sludder, som jeg ikke håber folk tager seriøst, siger Ane Hansen til Sermitsiaq.AG.
Men tror du, deres kritik kan skade Grønlands forhåbninger om at få større hvalkvoter?
- Nej, jeg tror jeg fandme ikke, lyder det bramfri svar fra Ane Hansen, som udmærket kender organisationen fra tidligere IWC-møder.
Læs "Så mange hvaler kræver Grønland"
Ane Hansen tilføjer derudover, at hun er optimistisk på Grønlands vegne, når det kommer til en vurdering af om naalakkersuisuts ønskede kvoteforhøjninger bliver godkendt af IWC.
- Det er målet, at vi får de kvoter. Og fordi vi følger biologernes anbefalinger, er det et realistisk mål, siger hun og fastslår, at hun har tillid til at de danske forhandlere, der repræsenterer Grønland ved IWC-mødet vil være gode til at tale Grønlands sag.