Aktører efterlyser opdatering på flytning af Jern og Metalskolen

Erhvervslivet, uddannelsessteder og Qeqqata Kommunia efterlyser de videre planer om flytningen af Jern og Metalskolen fra Nuuk til Sisimiut. Det vil skabe sammenhæng i uddannelserne, mener de.

Når bygningen til Jern og Metalskolen står til at blive revet ned, står Sisimiut klar til at gribe uddannelsesinstitutionen. Det vil gavne uddannelsesmiljøet, mener flere aktører.

Flere uddannelsessteder som KTI og DTU og aktører indenfor erhvervslivet samt Qeqqata Kommunia er utålmodige for at høre de videre planer omkring flytning af Jern og Metalskolen fra Nuuk og Sisimiut.

Jern og Metal skolens afdeling i Nuuk står overfor at blive revet ned. Og aktører i Qeqqa ser en god mulighed i at flytte uddannelsesinstitutionen til Sisimiut i samme ombæring.

- Erhvervslivet i Grønland har brug for veluddannede fagfolk, og en samlet campus vil forbedre uddannelseskvaliteten og derved styrke erhvervslivet. Vi opfordrer til en flytning af Jern & Metal til Sisimiut. Vi ser potentiale i udflytningen af offentlige arbejdspladser for at støtte et mere sundt bosætningsmønster i Grønland, lyder det fra GE Regionsformand Knud Oxenvad.

Naalakkersuisut meldte i februar 2022, at de har besluttet at fortsætte med arbejdet med udflytning af Jern- og Metalskolen til Sisimiut. Siden har der været stille omkring planerne.

Samlet campus vil styrke uddannelsen

Sisimiut huser allerede en arktisk ingeniøruddannelse, maskinmesteruddannelse og fiskeri teknologuddannelse samt KTI. Med Jern og Metalskolen i samme uddannelsesby mener aktørerne, at uddannelserne kan støtte op af hinanden og styrke uddannelsesniveauet i landet.

- Sisimiuts udvikling som teknisk uddannelsesby vil berige studerendes erfaringer og styrke byens position som et uddannelsesknudepunkt i Grønland, siger rektor i maskinmesteruddannelsen, Ulrik Bak Nielsen.

Når uddannelsesinstitutioner arbejder sammen eller samles på en campus, kan de opnå en mere effektiv udnyttelse af ressourcer. Dette muliggør også en bredere vifte af uddannelsesmuligheder for studerende, da de får adgang til flere fag og specialiseringer. Det kan give betydelige fordele, der styrker uddannelsessektoren og samfundet som helhed, skriver Arctic Circle Business, der også bakker op om muligheden for flytning af Jern og Metalskolen til Sisimiut.

Aktørerne understreger, at de står klar til at bistå i det praktiske arbejde, når Naalakkersuisut tager en beslutning om at flytte Jern og Metalskolen til Sisimiut.

Powered by Labrador CMS