Aktier styrtdykker - New York satte handel på pause

Aktiehandelen i New York blev sat på pause efter styrtdyk

Her ses medarbejdere på den tyske børs i Frankfurt, hvor aktierne faldt med syv procent.
Offentliggjort

Opdateret kl. 13.08 med det danske C25-indeks, red.

Aktiekurserne på børsen i New York åbnede mandag med et fald så stort, at det udløste en mekanisme, der stopper al handel i et kvarter.

Hvis aktieindekset S&P 500 falder med syv procent på en dag, bliver al handel sat på pause i 15 minutter. Det var det, der skete kort efter, at handlen startede mandag.

På de amerikanske aktiemarkeder er der nogle mekanismer på plads, der suspenderer handlen kortvarigt i tilfælde af store fald. Det skriver erhvervsmediet CNBC.

Det første stop udløses, hvis S&P 500 falder med 7 procent på en dag.

Hvis indekset fortsætter sit fald til 13 procent på en dag, vil handlen igen blive suspenderet i 15 minutter.

Hvis aktiekurserne fortsætter sit fald, og S&P 500-indekset rammer et fald på 20 procent på en dag, så bliver handlen lukket for resten af dagen.

Danmark

På tværs af Europa har aktiemarkederne mandag åbent med store fald. I Danmark åbnede det toneangivende indeks, C25-indekset, med et fald på over seks procent.

Det endte imidlertid med det største fald på en dag siden C25-indekset blev skabt i 2016 med et fald på 5,49 procent.

Mandagens fald kommer som følge af et stort drop i oliepriserne, og fordi den fortsatte udbredelse af coronavirus har skabt nervøsitet på de globale aktiemarkeder.

Europa

Her kan du få et overblik over, situationen ser ud i resten af Europa klokken kvart i ti europæisk tid:

* Sverige.

Det svenske OMX30-indeks har står til fald på næsten seks procent.

* Norge.

I Norge, hvor uro om olieprisen spiller en stor rolle for landets erhvervsliv og økonomi, har OBX-indekset tabt over ni procent i værdi. Derudover har et olieprisfald natten til mandag svækket den norske krone til det svageste over for den danske krone nogensinde.

* Tyskland.

På børsen i Frankfurt er DAX-indekset over de førende tyske aktier nede med over syv procent.

* Frankrig.

I Paris er det toneangivende indeks, CAC40, nede med over seks procent.

* Europa.

Det fælleseuropæiske indeks Stoxx 600, der består af en række aktier fra forskellige europæiske lande, er mandag faldet 5,7 procent.

Powered by Labrador CMS