SIUMUT

Vivian tager afstand fra Eriks angreb på Jens-Frederik

Daværende formand for Siumut, Erik Jensen, er gået til politisk angreb på formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), med en beskyldning om, at Demokraatit har holdt vælgerne for nar. Han forlanger, at Siumut bør overveje at gå fra koalitionen. Formanden for Siumut, Vivian Motzfeldt tager nu afstand fra sin partifælle.

Erik Jensen og Vivian Motzfeldt i samtale ved Siumuts valgfest i Katuaq. Partiet tabte stort og Erik Jensen tog konsekvensen og gik af som formand.
Offentliggjort

Erik Jensen, der efter valget til Inatsisartut tog konsekvensen og gik af som formand for Siumut er igennem KNR gået til angreb på koalitionspartneren Demokraatit og deres formand, nuværende formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen.

Erik Jensen forlanger samtidigt at Siumut skal overveje at forlade koalitionen, da han mener at Demokraatit har vundet valget på et falsk grundlag.

Vivian maner Erik til ro

Nu maner Siumuts nuværende formand, Vivian Motzfeldt, Erik Jensen til ro på vegne af partiet:

- Som bekendt har Erik Jensen beskyldt formanden for Demokraatit for at have hånet sine vælgere, Vi skal fra Siumut præcisere, at vi er en del af koalitionen, og det skal der ikke herske tvivl om, understreger Vivian Motzfeldt og fortsætter:

- Det er ikke på sin plads at komme med sådanne budskaber, når end ikke Inatsisartut har holdt møde og netop Inatsisartut skal selvfølgelig inddrages, hvis lovgivningen skal ændres.

Vivian Motzfeldt understreger samtidigt, at partiet vil deltage i det videre arbejde med spørgsmålet om den obligatoriske pensionsordning:

- Ingen skal være i tvivl om, at Siumut vil tage del i arbejdet for borgernes bedste og i samarbejde med Inatsisartut. Så vigtige opgaver skal udføres ordenligt og sammen med borgernes udpegede ledere, for unødvendige skænderier fører ikke til resultater, siger Vivian Motzfeldt (S).

Powered by Labrador CMS